Livet blandt elektrikere er fyldt med mandehørm og en hård omgangstone. Næh, det er faktisk en af de fordomme, der bliver skudt gevaldigt ned i en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. I undersøgelsen ”Fakta om Arbejdsmiljø og Helbred” kommer det frem, at elektrikere er blandt de bedste, når det gælder kollegial anerkendelse, hjælp og samarbejde.
Ud af 74 adspurgte faggrupper og flere end 37.000 svarpersoner er elektrikere i toppen, når det gælder samarbejde om løsninger på forskellige problemstillinger. Adspurgt ”Hvor ofte samarbejder du og dine kolleger, når der opstår problemer, som kræver løsninger?” svarer elektrikerne sig ind som nummer to på listen over faggrupper – kun overgået af IT-teknikere.
Elektrikernes tilgang til kollegial anerkendelse overrasker ikke lektor og ph.d. Klaus T. Nielsen fra Center for Arbejdslivsforskning på RUC.
– Vi er i en periode, hvor det psykiske arbejdsmiljø generelt fylder mere på arbejdspladserne. Vi snakker mere og mere om trivsel i hele samfundet. I bygge- og installationsbranchen har det psykiske arbejdsmiljø tidligere ikke fyldt så meget – måske også fordi fysisk nedslidning og ulykker er så vigtigt og derfor har skygget for vores opmærksomhed på det psykiske arbejdsmiljø, siger Klaus T. Nielsen og uddyber:
– Når det drejer sig om elektrikere, er der tale om en faggruppe af veluddannede håndværkere med stor respekt omkring deres fag – så hvorfor skulle de ikke også vise den respekt over for hinanden, siger Klaus T. Nielsen.
Kilde: Tekniq