Innovationsfonden og EWII sikrer midler til unikt forskningssamarbejde om et fleksibelt energisystem. Danmarks fire tekniske universiteter anført af DTU går sammen i sjældent samarbejde, der bliver det første store projekt i Center Danmark regi. Potentiale for milliardbesparelser på landsplan. Det fireårige forskningsprojekt Flexible Energy Denmark (FED) har modtaget 30 millioner kroner fra Innovationsfonden og etablerer sig på Center Danmark, så snart infrastrukturen på stedet er på plads.
De fire danske tekniske universiteter DTU, Aalborg Universitet, SDU og Aarhus Universitet er gået sammen med forsyningssektoren anført af EWII om udviklingen af systemer, der ved hjælp af kunstig intelligens, big data og modelbaserede teknikker kan fjerne væsentlige dele af investeringsbehovet.
– Vi står lige nu med den meget store – og meget vigtige – opgave at omstille vores nuværende forsyning til fremtidens grønne energiforsyning. I den omstilling er det afgørende, at vi udnytter vores energiforsyning mest optimalt og dermed reducerer behovet for investeringer i ny infrastruktur. Og netop her vil FED-projektet spille en afgørende rolle ved at skabe ny viden og nye løsninger med hjælp fra for eksempel digitale data om elforbruget i en række sektorer, siger Peter Høngaard Andersen, der er direktør for Innovationsfonden.