En 21-årig mand har oplevet, at politi og retssystem kan arbejde endda særdeles hurtigt. I den forgangne weekend lykkedes det en 21-årig mand at begå ikke mindre end 22 indbrud i varebiler og stjæle en hel del kostbart værktøj.
Normalt er det svært at opklare disse indbrud, men et tip fra ejeren af varebil, som den 21-årige var i færd med at bryde ind i, satte lokalpolitiet i Thisted på sporet af manden.
Han blev anholdt i tirsdagsdøgnet, og var således klar til grundlovsforhør onsdag morgen ved retten i Holstebro.
Da den 21-årige kunne erkende de forhold, som anklagemyndigheden lagde frem i retten, endte manden med at få en dom med det samme – altså kun ganske få dage efter han havde været på “rundtur” blandt varebiler i Thy og Mors.
Den fremgangsmåde kaldes for en straksdom. I dette tilfælde landede dommen på 8 måneders ubetinget fængsel. Den 21-årige mand modtog dommen, og blev fængslet umiddelbart efter retsmødet.
– Jeg er tilfreds med dommen. Vi ser alvorligt på den her type kriminalitet, og det synes jeg, dommen er et udtryk for, at retten også gør, siger anklagerfuldmægtig fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi Nicolai Vestergaard Soelberg.
Også hos politiet er man svært godt tilfreds med sagen – ikke mindst med den hjælp, man fik fra borgerne.
– Jeg vil gerne skynde mig at takke for de tip, vi har fået. Det er afgørende for, at vi nu står med en gerningsmand, som ovenikøbet allerede har fået en dom, siger leder af efterforskning hos lokalpolitiet i Thisted Niels Thing Kristensen.
Sagen er dog ikke helt afsluttet fra politiets side. De formoder, at en medgerningsmand er på fri fod, og ham søger de nu efter.
Nu starter arbejdet med at finde de retmæssige ejere til de koster, man har fundet.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi