Knud Steen Larsen er fortid som adm. direktør for Ewii. Det har bestyrelsen besluttet, efter de modtog en grundig juridisk ekstern redegørelse vedrørende de faktuelle og juridiske forhold i sagen omkring påstået dobbeltrolle vedrørende investeringsselskabet Othania Invest, som Knud Steen Larsen har sammen med sine sønner, og som tre af Ewiis leverandører har skudt penge i.
“Konklusionen på redegørelsen var, at der ikke er handlet i strid med nogle regler fra Knud Steen Larsens side – herunder habilitetsregler – og at koncernens omfattende compliance-programmer fungerer tilfredsstillende”, hedder det i en pressemeddelelse.
Der har også været fokus på en række rejser – sponsorture – hvor den nu tidligere topchef havde hustru og to sønner med på flere rejser. Det hele er bragt til afslutning med direktørens øjeblikkelige fratræden.
Bestyrelsen konstituerede herefter økonomidirektør Jens Christian Sørensen som midlertidig adm. direktør i Ewii-koncernen.