Anne Mette Aaby Aaes tiltræder 7. november som ny Group CFO i Norlys, hvor hun samtidig indtræder i direktionen i Norlys Group. Hun overtager jobbet som Group CFO efter Gert Vinther Jørgensen, der i august tiltrådte som ny Group CEO i Norlys.
Anne Mette Aaby Aaes har et indgående kendskab til Norlys-koncernen. Hun kom til det daværende EnergiMidt i 2013 som økonomichef og har været en vigtig del af de fusioner, som førte til dannelsen af Norlys i 2019. Her var hun SVP med ansvar for finansområdet og medlem af koncernledelsen frem til, at Norlys indførte en ny ledelsesmodel i maj 2024. Siden da har hun blandt andet uddannet sig som bæredygtighedsrevisor.
I direktionen i Norlys Group skal hun sammen med Gert Vinther Jørgensen fokusere på den langsigtede strategiske udvikling af den samlede Norlys-koncern som en aktiv ejer af de forskellige forretningsben.