
Efter en offentlig udbudsproces indgår ARGO nu et helt nyt samarbejde om behandling af restaffald fra Fredensborg og Helsingør.
Aftalen betyder, at ARGO skal modtage og behandle 19.750 ton restaffald om året. Det er første gang, ARGO samarbejder med de to forsyningsselskaber.
– Når nye samarbejder opstår, ser vi det som et tegn på, at ARGO tilbyder konkurrencedygtige og fremtidssikrede løsninger. Vi er stolte af, at vores kompetencer og kapacitet bidrager til energieffektive løsninger inden for restaffaldsbehandling, siger Trine Lindegaard Holmberg, direktør i ARGO.
Restaffaldet bliver energiudnyttet på ARGOs affaldsenergianlæg i Roskilde og omdannet til el og fjernvarme. Anlægget bidrager til en stabil forsyning til husholdninger og virksomheder i store dele af Sjælland.
Samarbejdet er resultatet af en offentlig udbudsproces og bygger på ønsket om en løsning, der kombinerer driftssikkerhed og miljøansvar. Aftalen er indgået på baggrund af en samlet vurdering, hvor ARGO har leveret den mest konkurrencedygtige løsning med fokus på økonomi, miljø og samfundsansvar. Det understreger, at effektive affaldsløsninger kan skabe værdi på flere bundlinjer.
– Selv om økonomien har været afgørende i udbuddet, så kommer aftalen med en klimabonus. ARGO er nemlig et selskab med en stærk og tydelig miljø- og klimaprofil. De ønsker at udnytte alle ressourcer i affaldet og har netop offentliggjort planer om CO2-fangst på deres moderne kraftvarmeværk i Roskilde. Jeg ser derfor også valget af ARGO som en styrkelse af vores egen lokale grønne omstilling og et skridt i retning af Forsyning Helsingørs vision om at være blandt landets mest veldrevne og bæredygtige forsyningsvirksomheder”, siger Jacob Brønnum, adm. direktør og affaldschef i Forsyning Helsingør Affald A/S.
Med aftalen udvider ARGO sit samarbejde med kommuner og forsyningsselskaber uden for ejerkredsen. ARGO har for nylig indgået aftaler med Sorø og Slagelse Kommune. Samtidig fortsætter ARGO sit mangeårige samarbejde med seks af selskabets ejerkommuner: Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred, Roskilde og Stevns. ARGO forbereder sig nu på kommende udbud blandt andet i selskabets tre eksisterende ejerkommuner Greve, Køge og Solrød Kommune.
Kilde: ARGO