Måned efter måned viser tal, at elbiler er de mest populære, når danskerne køber bil. Enten en ny eller en importeret fra et andet land.
Det begynder nu så småt at sætte sig i tal for den samlede bestand af personbiler, og nu er vi kommet til det, man kunne kalde en milepæl. Hver 10. bil i landet er en elbil.
– Det er imponerende at se, hvordan elbilsalget er skudt i vejret. Hver måned vokser antallet af elbiler på vejene, og det er et klart tegn på, at vi bevæger os i den rigtige retning mod en grønnere persontransport. Personbilerne står for ca. 20 procent af CO2-udledningen i Danmark, og derfor er der også en stor klimagevinst ved at skifte til moderne motorer og i særlig grad ved at skifte til el- eller brintbiler, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Der ligger flere tiltag bag de mange elbiler. Den mest konkrete er afgiftslettelsen, der gør elbiler billigere. Baggrunden er at man vil hjælpe den nye teknologi i gang, og det er lykkedes. Også den massive udrulning af ladenettet spiller ind, ligesom et stigende antal forskellige modeller også har bidraget positivt.
Og der er mere i vente.
– Nulemissionszonerne kommer til at sætte skub i udviklingen, da kommunerne får mulighed for at begrænse adgangen til byerne til nulemissionsbiler, og det forventes at blive brugt flittigt. Allerede nu har Aarhus kommune planlagt at indføre en nulemissionszone i bymidten, og vi forventer, at flere kommuner snart følger trop, siger Mads Rørvig.
Kilde: Mobility Denmark.