Udbud og efterspørgsel hænger altid sammen – således også indenfor omstilling af energiproduktionen og forbruget. Efterspørgselssiden bliver nødt til at følge udrulningen af vedvarende energi, og lige nu sker det i et for langsomt tempo i forhold til det fulde potentiale for grøn energiproduktion, mener man hos Better Energy.
– Vi ser ind i et marked frem mod 2030, hvor der på den ene side er behov for rigtig meget vedvarende energi i Europa. Men omvendt ser vi også ind i en markedssituation, hvor den øvrige elektrificering halter lidt efter. Vi tror stadig fuldt og fast på nødvendigheden af en gennemgribende omstilling til grøn energi, men det er afgørende at produktionen af grøn energi følger behovet, siger Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør i Better Energy.
En af indikationerne på at elektrificeringen af samfundet halter efter den grønne elproduktion ses bl.a. i den stigende forekomst af negative elpriser. Negative elpriser er ikke et nyt fænomen, men antallet af timer med negative priser er stærkt stigende, og de foreløbige tal for 2024 har allerede slået en ny rekord i forhold til 2023, der også var et rekordår.
– Vi reagerer lynhurtigt på markedets signaler, så vi sikrer, at vi står rigtigt i forhold til den markedssituation, vi er på vej ind i. Det betyder helt konkret, at vi forventer at udskyde 3 GW kommende solenergikapacitet fra vores danske projektportefølje til efter 2030. Samtidig omstiller vi vores organisation til et endnu større fokus på at time vores kommende energiparker med regionalt behov for grøn energi, siger han, og forklarer, at man ændre sit mantra.
Tidligere var det så meget vedvarende energi som muligt, så hurtigt som muligt. Nu lyder det anderledes.
– Fremadrettet lyder det grøn energi på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det er en strategisk retning, vi allerede har sat, og som vi nu for alvor handler på, siger Rasmus Lildholdt Kjær.
Dermed skal man ikke bare blindt etablere den ene solcellepark eller vindmøllepark efter den anden.
– Efterspørgslen efter og produktionen af grøn energi skal i endnu højere grad gå hånd i hånd. Når vi står over for realiserbare muligheder, der kombinerer nyt grønt forbrug med ny produktion, er det vigtigt at fokusere på netop disse og sikre, at den nødvendige netinfrastruktur etableres hurtigst muligt. Med andre ord skal vi finde måder at bygge bro mellem den øgede efterspørgsel på strøm og den nye elproduktion, og her vil timing og lokation spille en helt central rolle. siger Rasmus Lildholdt Kjær.
Flere kommuner formår allerede at prioritere denne dagsorden med kombineret forbrug og produktion højt, men staten har også en vigtig rolle i at sikre den nødvendige infrastruktur, så vi undgår de lange forsinkelser, vi tidligere har set med elnettet. Rasmus Lildholdt Kjær uddyber:
– I en markedsdrevet næste fase af den grønne omstilling er investeringer i brintrør en oplagt rolle for staten, mens det private marked selv kan varetage investeringer i havvind og andre vedvarende energikilder. Det er mere væsentligt end nogensinde før, at vi arbejder tæt sammen for at opnå en effektiv og hurtig omstilling til grøn energi.
Kilde: Better Energy