Med akustisk lysstyring kan du styre dine lyskilder ved hjælp af lyd. Så længe der er lyd, er der lys og der er ingen skjulte eller døde vinkler. Én enkelt detektor dækker store områder og du kan være sikker på, at lyset tænder, når døren åbnes. Akustisk lysstyring er nemt at installere, montere og programmere, og sidst men ikke mindst er der store besparelser at hente på energiforbruget.
Akustisk lysstyring er velegnet i lokaler, hvor det ikke er teknisk muligt eller økonomisk forsvarligt at styre med anden teknik.
Løsningen kan med fordel bruges i lukkede rum som trappeopgange, kældre, gangarealer, P-huse, lagerlokaler samt toiletter og omklædningsrum. Det er dog vigtigt at bemærke, at akustisk lysstyring udelukkende bør anvendes i lokaler, hvor døre og vinduer normalt er lukkede. Ellers vil der ikke blive reageret på, at en dør bliver åbnet og udefrakommende lyde vil samtidig medvirke til, at lyset konstant er tændt.
Hvordan virker en akustisk detektor?
Ved at analysere og registrere to separate lydfrekvenser kan tilstedeværelse detekteres effektivt. Det ene frekvensområde, lavfrekvenser (LF), omfatter infralyd, som menneskets øre ikke opfanger. For eksempel genereres en lavfrekvent lydbølge, når et dørhåndtag trykkes ned og døren åbnes. Når den akustiske detektor opfanger disse lavfrekvente lyde, tændes lyset med det samme. Dette betyder, at lyset altid er tændt i områder som trappeopgange eller kældre, i modsætning til traditionelle bevægelsessensorer, hvor lyset først tænder, når man fysisk træder ind i lokalet.
Det andet frekvensområde, højfrekvenser (HF), opstår ved lyde som fodtrin i trappeopgange og ”S”-lydene i menneskelig tale. Disse høje frekvenser sørger for kontinuerlig detektering, så lyset forbliver tændt, så længe der er personer, der opholder sig i lokalet.