Energivenlige el-apparater vinder større indpas i danske boliger. Det er godt for både klimaet og pengepungen, men udgør en risiko for brand eller overspænding, hvis eltavlen ikke er up to date. Sådan lyder meldingen fra power management-virksomheden Eaton.
Stigende el-, olie- og gaspriser betyder, at mange boligejere lige nu overvejer at investere i varmepumper og flere energivenlige produkter. Nogle bilejere har allerede deres egen ladestander i carporten og flere husejere er begyndt at producere egen strøm med solceller.
De mange nye grønne apparater udfordrer el-sikkerheden og stiller ifølge salgschef Per Vagnholm fra Eaton Danmark nye krav til teknologien i vores fejlstrømsafbrydere.
”Fejlstrømsafbryderen er vores nødbremse mod stød og brand, hvis der opstår elektriske fejl i elinstallationen. Derfor er det afgørende, at den følger med den teknologiske udvikling, så den kan beskytte os mod livsfarlige elektriske stød. I dag ser vi desværre, at den mest almindelige RCD type A 30mA, også kaldet HPFI, ikke altid lever op til opgaven,” siger Per Vagnholm.
Grønne boligejere bør derfor gå deres grønne installationer efter i sømmene og sikre sig, at de har den rigtige type fejlstrømsafbryder og beskyttelse mod overspændinger, så de er sikret mod jordfejl eller overspænding, hvis lynet slår ned.
Vælg den rette fejlstrømsafbryder til grønne installationer
Er dit hjem fyldt med energieffektive vaskemaskiner, induktionskogeplader, LED-lys, varmepumper eller ladestandere, der har ensrettere eller udsender højfrekvent lækstrøm? Så skal du overveje at udskifte den almindelige type A fejlstrømsafbryder med andre typer.
Type F er eksempelvis særligt velegnet til nye energieffektive el-apparater med tungere motorstyreenheder og kan registrere kraftige elektriske udsving. Det er designet til at reducere uventede afbrydelser og endnu vigtigere til at slukke ved jordfejl i det elektriske system.
Ved større grønne el-apparater som fx ladestandere, solcelleanlæg eller varmepumper yder Type F ikke længere tilstrækkelig beskyttelse Her skal du i stedet vælge fejlstrømsafbrydere af typen B eller B+, der giver en allround sikkerhed.
Beskyt også hjemmet mod overspændinger
Er du energibevidst husejer og vil spare på CO2’en i hjemmet? Så må du ikke glemme at beskytte dit hjem mod overspændinger. For hvis din eltavle pludselig udvides til også at forsyne husstandens varmepumpe eller ladestander, har du brug for ekstra beskyttelse. Det kan både blive dyrt og ubehageligt, hvis den del af installationen mangler, og lynet slår ned.
Særligt enfamiliehuse har ofte ikke installeret ekstra beskyttelse mod overspændinger. Det skyldes, at kravet for overspændingsbeskyttelse (60364-4-443.4) i private boliger kun gælder, hvis værdien af den samlede elektriske installation er mere end fem gange højere end omkostningen ved selve beskyttelsesudstyret. Det er dog vigtigt at huske på, at selve investeringen er mere end en overvejelse værd.
Fejlstrømsafbryderens grønne ABC
- Type A yder beskyttelse til standardapparater og tungere elektroniske produkter, men er ofte ikke tilstrækkelige til energieffektive el-apparater med frekvensomformere.
- Type B og B+ yder beskyttelse til mere komplekse grønne el-apparater som fx ladestandere, solcelleanlæg eller varmepumper.
- Type F yder beskyttelse til energieffektive el-apparater og kan registrere elektriske udsving på op til 1 kHz.
- Overspændingsbeskyttelse (60364-4-443.4): yder beskyttelse mod overspændinger og bør overvejes ved installation af varmepumpe og/eller ladestander i private boliger