Dørstationen ABB-Welcome falder smukt ind i de nyopførte boliger Scherfig Hus og Købke Hus ude i den nye bydel Carlsberg Byen i København. Systemet er nemt at installere, uden at man skal programmere, fortæller Stefan Jensen fra Lelectric.
På det gamle Carlsberg Bryggeris store areal er der fuld af liv og byggeri overalt. Snart vil nye beboere rykke ind i Scherfig Hus og Købke Hus. De nye boliger ligger midt blandt bryggeriets gamle industribygninger tæt op ad Humlebys historiske rækkehuse.
Scherfig Hus sender os til sydligere himmelstrøg med klassiske byhuse i smukke douchefarver, kakler ved indgangs- og gennemgangspartierne og udsmykningsgitre, der minder om filigran. Her falder dørstationen ABB-Welcome med sin enkle aluminiumsramme, der er baggrundsbelyst og automatisk tænder ved skumring, smukt ind uden at larme.
– Systemet er nemt, og koordineringen er let at gå til, når dørstationen skal forbindes med de forskellige lejligheder, fortæller Stefan Jensen, projektleder fra Lelectric, da han står foran dørstationen til én af opgangene på de i alt 104 boliger, der er opkaldt efter den danske forfatter og billedkunstner Hans Scherfig (1905-1979).
Skjult låsekoncept helt uden skruer
Helt unikt har dørstationen et skjult låsekoncept. Stefan Jensen viser os, hvor nemt det er at klikke aluminiumspladen af med en særlig plastikskinne, så installatøren kan komme ind bagved.
– Modulerne bliver klikket ind på bagsiden af dørstationen og forbundet internt med færdiglavede ledninger med stik på, der ikke kan vendes forkert. Samtidig er ABB-Welcome busbaseret, og det gør det nemt at installere, fortæller Stefan Jensen.
Dørstationen i gadeplan er i udgangspunktet en tom ramme med et antal huller svarende til de boliger, dørstationen skal kobles op til. Knapperne indeholder beboernes navne.
Konfigurationen kræver ikke en egentlig programmering, og en computer er heller ikke nødvendig til selve systemet, som bliver indstillet med drejeknapper. Det betyder, at dørstationen bliver automatiseret, når første knap bliver knyttet til en lejlighed. Hvis der er tale om flere end ni boliger, har dørstationen endnu en drejeknap, der tager højde for det antal boliger, der er på eller over to cifre.
Brugerflade som i den digitale verden
Med ABB-Welcome er der mulighed for at tilkøbe en videofunktion, hvis man foretrækker det frem for en dørtelefon, som før i tiden udelukkende var med lyd. Projektleder Stefan Jensen fra Lelectric har valgt videofunktion til både Scherfig Hus og Købke Hus. For som Stefan Jensen understreger, så går tendensen hen imod video, så brugerfladen svarer til den digitale verden.
Både ved dørstationen og i boligerne kan beboere og besøgende kommunikere med hinanden via en lille skærm. Under kameraet er audiomodulet, som man taler i og lytter til, og det er automatisk koblet til nøglesystemerne i lejligheden, som åbner indgangsdøren.
Kameraet opererer med vidvinkel og er typisk indstillet, så det opfanger personer mellem 120 og 190 cm høje.
– Samtidig kan kameraet justeres 15 grader op eller ned, så både lavere og højere personer også kan ses i rammen, fortæller Stefan Jensen.
Briksikring til gårdareal
Scherfig Hus har et åbent gårdareal, alle kan træde ind i. Her kan beboerne alene med deres brikker komme til deres lejligheder ved hjælp af ABB-Welcome. Beboerne skal kun anvende nøgler, når de vil ind i deres egne boliger.
– Installatøren skriver de mange koder ind i systemet, så brikkerne giver unik adgang til beboernes fællesarealer. Lige fra indgang fra gård og gade til vaske-, cykel- og parkeringskælder, fortæller Stefan Jensen.
– Det er dog kun en gang, man skal gøre det. Koder og fonte bliver også ændret på computeren, siger Stefan Jensen.
Dørtelefonen ser og taler
Naboejendommen Købke Hus har fået sit navn efter et af dansk kunsts store navne. Christen Købke (1810-48) er en af dansk guldalders helt store malere. Købke Hus er ligesom Scherfig Hus nøje af stemt med omgivelserne. Mod øst vender treetagers rækkehuse ud mod Humlebys rækkehuse, og mod vest vender lejlighederne ud mod Købkes Plads – et af Carlsberg Byens centrale mødesteder.
I en af lejlighederne i Købke Hus demonstrerer Stefan Jensen ABB-Welcome, der består af en lille skærm med små ikoner på lige ved indgangsdøren. Han viser, hvordan de nye beboere kan sætte systemet på lydløs, hvis de ikke vil forstyrres, og hvordan ABB-Welcome kan tage billeder af alle, der ringer på – også når man ikke er hjemme. I dørstationens kamera er der indbygget infrarødt lys. Så, selvom der er mørkt omkring personen, der ringer på, eller en gadelampe lyser direkte ind i kameraet, vil beboeren oppe i lejligheden altid kunne se billedet af den person, der ønsker at komme ind.
Oppe i venstre hjørne af den lille skærm har ABB-Welcome et symbol med en teleslynge, for dørtelefonsystemet tager også hensyn til hørehæmmede mennesker. Teleslyngen kobler sig automatisk til beboerens høreapparat.
I begge huse er dørtelefonen forbundet med et akustisk system, der registrerer lyd og automatisk tænder lys efter lydene i trapperummet. Og, som Stefan Jensen fra Lelectric bemærker, inden vi siger farvel, så er ABB-Welcome oplagt til renovering og udskiftning – og ikke bare nybyggeri. Alene på grund af sin enkelhed.