I mange, mange – mange – år har Henning Lippert været en fast bestanddel af Phoenix Contact. Han går nu på pension, men han efterlader et stort aftryk på den verden, han om nogen kender både ind og ud. En omfattende kontaktflade i branchen og en enestående produktviden – Henning har mødt de fleste og oplevet det meste, hvad elektroteknisk produktudvikling angår.
Som Grand Old Man har det også været naturligt, at Henning gennem tiden er blevet ansvarlig for flere og flere af virksomhedens produktområder til glæde og gavn for både kunder og kolleger. Medarbejderne hos Phoenix Contact siger nu farvel til en kollega, som udover sin store faglige viden, også er kendt for sin lige så store hjælpsomhed. Som kollega er Henning’s motto ”der findes ingen dumme spørgsmål, kun dumme svar”, og det har gjort ham til en person, man altid har kunnet gå til med spørgsmål om dette og hint.
En ny hverdag
Hvordan går man på pension efter så lang en karriere hos den samme virksomhed? ”Jeg kommer mest til at savne løsningen af alle de – nogle gange spøjse – opgaver, som kunderne er kommet med. Derudover vil jeg selvfølgelig savne kollegerne i både Danmark, på fabrikkerne i Tyskland og rundt om i verden”, fortæller Henning. Det bliver dog ikke noget problem at fylde tiden ud med andre gøremål, for Henning sidder i flere fagtekniske bestyrelser, er medlem af en lang række foreninger og ser også frem til at rejse ud og besøge familie og venner i hele verden.
En stor blæksprutte bliver til to
Der er naturligvis et par store sko at fylde efter Henning. Derfor bliver hans mange produktområder nu delt ud på flere kolleger. Head of Product Management Peer Lensbak, som har været hos Phoenix Contact i 1½ år, overtager ansvaret for rækkeklemmer, industristik, sensor-/aktuatorkabling, værktøj og installationsmateriel, mens hele programmet for overspændingsbeskyttelse og elektroniske sikringer overtages af virksomhedens nyansatte Product Manager, Theis Lausten. ”Jeg føler stor ærefrygt over at skulle træde i Hennings fodspor – han er jo et ikon og en vidensbank uden lige hos Phoenix Contact i Danmark”, fortæller Theis Lausten, som udover Hennings produktområder også er Product Manager for strømforsyninger i samarbejde med Product Manager Brian Lumby.
”Der er ingen tvivl om, at Henning Lippert efterlader et tomrum, som vi lige skal vænne os til at få fyldt ud på anden vis,” erkender Adm. Dir. Bo Gravers-Nielsen. ”Men vi er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at vi med Peer Lensbak og Theis Lausten har fået de helt rette kolleger til at løfte opgaven, og samtidig gennem samarbejdet mellem Theis Lausten og Brian Lumby får knyttet endnu tættere bånd mellem vigtige produktområder.”