Det viser en ny europæisk rapport, som har undersøgt omstillingsparatheden i energisektoren i 12 europæiske lande. Her indtager Danmark en andenplads, mens vores naboer i Norge, Sverige og Finland løber med en delt førsteplads.
Rapporten Energy Transition Readiness Index 2021 sammenligner 12 europæiske energimarkeders omstillingsparathed og vurderer, hvor godt rustede de er til at nå deres klimamål for 2030.
En vigtig konklusion i rapporten er, at europæiske lande skal investere i fleksible el-markeder for at få succes med den grønne omstilling. Det betyder, at der skal udvikles alternative måder at skaffe og bruge energi på, f.eks. ved at benytte energilagring og solceller samtidigt til at aflaste elnettet. Det skal øge forsyningssikkerheden og sikre billig strøm, også når efterspørgslen er størst, fortæller Tom Bøjland, der er Sales Manager hos Eaton i Danmark: ”I takt med at elproduktionen bliver mere decentraliseret og elektrificeringen kræver mere af elnettet, er der behov for at øge forsyningssikkerheden til elnettet. For at understøtte målsætningen om et klimaneutralt samfund, skal vi derfor udvikle og facilitere et fleksibelt el-marked, hvor det er attraktivt at investere i vedvarende energisystemer.”
Rapporten er udført af analytikere fra Storbritanniens største interesseorganisation for vedvarende energi, Association for Renewable Energy and Clean Technology (REA) på vegne af Eaton.
Norden tager førertrøjen
Ifølge rapporten er Danmark og de nordiske lande bedst rustet til at skabe et velfungerende fleksibelt el-marked. Det skyldes især, at vi er langt fremme i forhold til elektrificeringen og har et godt energimix inklusiv mange vedvarende energikilder som for eksempel vind- og solenergi.
Rapporten placerer Danmark sammen med Holland og Irland i den næstbedste kategori – kategori 4 på en skala fra 1-5, hvor 5 er det højeste og 1 det laveste. Vores nordiske naboer i Sverige, Norge og Finland indtager en delt førerplads i kategori 5 som de mest omstillingsparate og fleksible el-markeder, og i bunden ligger Tyskland, Storbritannien og Frankrig.
Uoverensstemmelse mellem klimaambitioner og handling
Rapporten viser, at Danmark har godt styr på de grønne ambitioner. De politiske mål er klare, og der er bred opbakning til den grønne omstilling fra politikere. Det halter dog med at få dem implementeret, og de lovgivningsmæssige rammer er desværre ikke klart definerede.
”Vi har i Danmark allerede taget skridt mod at udfase kul og gas fra elproduktionen, og der er både økonomisk og politisk opbakning i forhold til den grønne omstilling. Men desværre giver vi ikke forsynings- og distributionsselskaberne konkrete incitamenter til at investere i grønne teknologier, hvilket er helt centralt for at sikre et succesfuldt fleksibelt el-marked,” siger Tom Bøjland, Sales Manager hos Eaton.
REA har i rapporten analyseret Danmark, Frankrig, Norge, Finland, Tyskland, Italien, Irland, Holland, Spanien, Sverige, Schweiz og Storbritannien.
Omstillingsparatheden i de 12 lande er vurderet på baggrund af tre faktorer: 1) markedets åbenhed og reguleringsmekanismer, fx lovgivning, der muliggør, at flere aktører kan byde ind på en opgave, 2) den sociale og politiske opbakning til omstilling på energiområdet og 3) evnen til at implementere nye teknologier og forretningsmodeller i energisektoren.
Læs hele rapporten her.