Fleksibel forsyning er vejen frem i Silkeborg

Hos Silkeborg Varme har man over de foregående år gjort sig store anstrengelser for at fremtidssikre fjernvarmeforsyningen til Silkeborgs ca. 22.000 husstande. Blandt andet ved at trække på et varieret udvalg af energikilder.

Fra tidligere udelukkende at have produceret fjernvarme på naturgas, baserer Silkeborg Kraftvarmeværk – det største decentrale kraftvarmeværk i Danmark – i dag sin produktion af fjernvarme på energikilder som sol, industriel overskudsvarme, naturgas, røggaskondensering og elkedel. – Det er vores opgave at producere fjernvarme så billigt som muligt. Er elpriserne høje, giver det mening at producere varmen her på værket i en gasturbine. Men er elprisen lav, giver det måske mere mening at producere varmen på sol eller elkedel, forklarer maskinmester Per Hvilshøj Christiansen.

Verdens største solvarmeanlæg
Det alsidige energimiks handler om mere end bare sund fornuft. For Silkeborg Varme har det også været et nødvendigt tiltag for at sikre en fortsat god forbrugerøkonomi.

Fra udgangen af 2018 bortfalder nemlig grundbeløbet, et årligt tilskud, som de danske kraftvarmeværker indtil nu har modtaget som kompensation fra politisk side for at være forpligtet til at fyre med naturgas og producere el. Tilskuddet har været vigtigt for værkernes driftsøkonomi i et marked præget af meget fluktuerende elpriser.

For at undgå at de bortfaldne tilskud udmønter sig i højere varmepriser for Silkeborgs fjernvarmeforbrugere, begyndte Silkeborg Varme derfor for flere år siden at opbygge et mere fleksibelt energimiks, hvor 20 pct. af varmeproduktionen stammer fra verdens største solvarmeanlæg beliggende lige nord for Silkeborg.

– Vi kan simpelthen producere varmen billigere end tidligere og dermed undgå en ekstraregning til forbrugeren. Vores største udgift er indkøb af naturgas, og derfor er solvarme en super energikilde, fordi brændslet er gratis, siger Per Hvilshøj Christiansen.

Foruden at trække på solvarme og overskudsvarme fra industrien har Silkeborg Varme investeret i et røggaskondenseringsanlæg, så man kan hive ekstra varme ud af røggassen, inden den forlader skorstenen. Det betyder, at værket kan øge varmeproduktionen med ca. 30 pct. med den samme mængde brændsel.

Fleksibelt SRO-system er afgørende
Silkeborg Varme er resultatet af en fusion mellem Silkeborg Kraftvarmeværk og Silkeborg Forsyning, som frem til 2011 var to selvstændige selskaber.

I den forbindelse blev de to organisationers respektive SRO-systemer slået sammen til ét centralt styresystem i form af ABB AbilityTM System 800xA. Det er herfra, at Per Hvilshøj Christiansen og hans kolleger i dag styrer alt fra gasturbine over elkedel til solvarmeanlæg, ligesom al fejlsøgning og optimering starter i System 800xA.

– ABB AbilityTM styresystemet er et vigtigt værktøj for os til at skabe overblik. Vi ville ikke kunne drive et så komplekst forsyningssystem som det her uden et godt SRO-system, fortæller Per Hvilshøj Christiansen.

Han tilføjer, at systemets åbenhed og fleksibilitet desuden har været afgørende for, at Silkeborg Varme har kunnet integrere udstyr og anlæg fra mange forskellige leverandører i ét centralt system.

– Desuden har sammenlægningen betydet en økonomisk gevinst, idet vi kun skal vedligeholde et system. Vi sparer licenser, it-udstyr og energi, og så har systemet gjort det muligt for os at etablere en fælles vagtordning for hele Silkeborg Varme, fortsætter han.

Overvejer biobrændsler
Ifølge Per Hvilshøj Christiansen vil Silkeborg Varme gerne have så mange ben at stå på som muligt. Derfor overvejer man også, om eksempelvis biobrændsler kunne være endnu et muligt ben i fremtiden.

– For os er det ikke kun et spørgsmål om, hvad der er den billigste varme i dag, men også hvad der er den billigste varmekilde i morgen, i overmorgen og om tre år. Derfor er det vigtigt med et styresystem, som er fleksibelt og stort nok til at rumme mange forskellige typer anlæg. Og det var én af grundene til, at vi valgte ABB som leverandør, slutter Per Hvilshøj Christiansen.

 

Hos Silkeborg Varme produceres varme af både sol, el og naturgas. På billedet ses en af værkets gasturbiner, der driver den generator, som producerer el. Værkets gasturbiner har i øvrigt ca. 80 pct. af sine komponenter til fælles med den motor, man finder på en Boeing 747 jumbojet.