God plads til montering i nye kabelskabe

Der er god plads i de nye kabelskabe, hvilket gør det nemt at montere selv kraftige kabler. Sådan lyder en gennemgående kommentar fra de to forsyningsselskaber, som connect har besøgt for at høre om deres praktiske erfaringer med en ny type kabelskabe.
Overalt på gader og stræder ser man de kabelskabe, som er livsnerven i elforsyningen til virksomheder og private. De står op ad hække, på gadehjørner eller nær indkørsler. connect har besøgt elforsyningsselskaberne i Næstved og Slagelse for at høre om deres erfaringer med en ny type kabelskabe – ABB CDC2000 Kabeldon – med en yderdel i slagfast plast og en inderdel med øget fokus på personsikkerhed og installatørens arbejdsmiljø.

Tåler påkørsel
Første besøg var hos NKE-Elnet A/S, der forsyner omkring 17.000 bolig- og erhvervskunder med el i det meste af Næstved by. Selskabet leverer hvert år ca. 115 millioner kilowatttimer til sine kunder.

– Vi har omkring 2.000 kabelskabe i vores forsyningsområde og anvender de nyeste og mest sikre typer i kapslingsklasse II, som er dobbeltisolerede, fortæller driftsmester Ole Jensen hos NKE-Elnet og fortsætter:
– Der foregår en løbende opgradering eller udskiftning af skabene, og ud over at have fokus på personsikkerhed spiller faktorer som kvalitet, arbejdsmiljø, levetid og reducerede omkostninger også ind i vores valg af løsninger. Vi benytter desuden planlægningsværktøjet Connect IT, når vi skal konfigurere skabene. Så får vi præcise styklister ud, ligesom vi har nøjagtig dokumentation på hvert eneste skab. Han har også konstateret, at skabene er ganske robuste:
– Vi har ved flere tilfælde oplevet, at bilister er kommet til at påkøre eller bakke mod skabene. De holder faktisk til temmelig meget, da plastlågen er rimelig fleksibel.

På værkstedet hos NKE-Elnet er elektriker Kenneth Pedersen i gang med at klargøre et kabelskab. Han fortæller, at han med CDC2000 Kabeldon sparer en hel del tid. Eksempelvis bruger han blot 20 minutter hjemme på værkstedet og en times tid på lokationen på at frakoble det gamle skab og montere det nye. Især glæder han sig over, at kablerne skal monteres nederst i skabet, hvor de kan nå, og der samtidig er god plads til at håndtere de kraftige og stive kabler.

Lavere vægt er et plus
Hos Zeanet, der ejer og driver elnettet i store dele af Slagelse Kommune, fortæller eldriftsleder Henrik Adelsten:

– Vi var blevet nysgerrige på de nye skabe, hvor blandt andet den lavere vægt sikrer et godt arbejdsmiljø, ligesom de dobbeltisolerende egenskaber og IP2X-klassificering giver høj sikkerhed for installatører og omgivelser. Derfor valgte vi som et forsøg at købe fem skabe og gøre os nogle erfaringer.

De fem kabelskabe blev stillet op i Korsør af selskabets elektrikere Joan Hansen og Henrik Bollerup. En af placeringerne var et sted med risiko for forhøjet vandstand. Her havde man valgt et forhøjet skab, der findes som standard i sortimentet.

Skabene levede op til alles forventninger, og det blev besluttet at skifte til CDC2000 Kabeldon. Siden er det gået stærkt. I dag foretager makkerparret Joan og Henrik op til fire udskiftninger om dagen. På årsbasis regner de med, at de skal opsætte omkring 100 skabe.

– Det fungerer rigtig godt med QR-koderne på indersiden af skabslågerne. De aktiverer en instruktionsvideo på telefonen, og det er meget praktisk, når vi er i felten. Og den er på dansk, tak, lyder det med begejstring fra Henrik Bollerup.

Han bemærker også, at skabenes lavere vægt er en stor fordel, ligesom det er nemt at komme til at lægge kablerne ind i klemmerne. Noget, han som selskabets arbejdsmiljørepræsentant vender tommelfingeren op for.
– Et 240 kvadrat kabel er meget stift, så det kan virkelig mærkes i skuldre og albuer, når man dagen lang skal vride 30 cm kabelstykker på plads. Det slipper vi for nu, fortæller han.

CDC2000 KABELDON
Med de nye CDC2000 Kabeldon kabelskabe har ABB helt bogstaveligt tænkt ind i boksen. Yderst består skabet af prægalvaniseret stål og slagfast termo- plast, mens det indvendigt er gennemtænkt ned til mindste detalje.

Funktion og design gør kombinationen unik i forhold til personsikkerhed og beskyttelse.

CDC2000-skabets dobbeltisolerende egenskab forbliver intakt i hele skabets levetid. IP2X-klassificeringen af Kabeldon-systemet betyder yderligere sikkerhed for installatøren og omgivelserne.

CDC2000 opfylder kravene til IEC/EN 61439-5 og er godkendt til beskyttelsesklasse IP44.

CDC2000 Kabeldon leveres med berøringssikre IP20-skinner.