Karup Kartoffelmelsfabrik udvider til mere end en fordobling af kapaciteten i 2019. ABB har leveret motorer og frekvensomformere til to enorme inddampere, der er første del af udvidelsen.
Ikke alle kartofler ender på middagsbordet, for faktisk bliver hele 60 pct. af den danske kartoffelhøst lavet om til stivelse – bedre kendt som kartoffelmel. Kun en lille bitte smule af dette hvide pulver bliver brugt til at fjerne rødvin fra gulvtæppet eller jævne sovs, for hele 99,5 pct. af den samlede produktion af kartoffelstivelse bliver brugt til fremstilling af fødevarer, papir, maling og medicin. 90 pct. af produktionen går til eksport.
– Hvis der står modificeret stivelse på varedeklarationen, er det mange gange kartoffelstivelse. Der er nærmest ingen grænser for, hvad der er stivelse fra kartofler i. Selv bægeret her, fortæller elmester Thomas Buhl fra Karup Kartoffelmelsfabrik, mens han hæver plastbægeret med kaffe. Hvert år modtager Karup Kartoffelmelsfabrik, der er én ud af fire kartoffelmelsfabrikker i Danmark, hele 400.000 tons kartofler. Disse fabrikker er andelsselskaber, der ejes af 1.300 danske kartoffelavlere. Når kartoflerne er høstet, afleverer avlerne dem på fabrikken i en periode, der kaldes ”kampagnen”. I denne sæson har kampagen varet fra sidst i august 2017 til først i februar 2018.
Imidlertid er der god fornuft og økonomi i at afkorte kampagneperioden. For det koster penge at kule kartoflerne ned ude på markerne, når de er høstet. I kulerne er kartoflerne sårbare over for frost og regn, ligesom de med tiden mister en smule stivelse. Derfor fordobles produktionen lige nu på samtlige fabrikker, således at kampagnen i 2019 kan være færdig inden jul.
– Lige nu laver vi 30 tons mel i timen, men fra 2019 skal vi lave 70 tons i timen, så kapaciteten bliver over dobbelt så stor, fortæller Thomas Buhl.
Nye inddampere med ABB-motorer og frekvensomformere
Første skridt i udvidelsen på Karup Kartoffelmelsfabrik er to nye inddampere, der skal supplere to eksisterende. Til at trække en enorm ventilator i hver inddamper sidder en ABB-motor med tilhørende frekvensomformer.
– De to nye inddampere er blevet testkørt og skal nu supplere de eksisterende. I kampagnen kører vi produktion fra mandag morgen klokken 3.00 til søndag klokken 19.00. Derefter har vi otte timers rengøring, forklarer Thomas Buhl.
– Inddamperne er sidste del af fabrikken, hvor stivelsen trækkes ud af frugtsaften. Herefter udvindes proteiner, som bliver brugt til foder, samt kartoffelfibre, som bruges til tilsætning i fødevarer. Tilbage er der et restprodukt, som vi ikke kan udvinde, samt frugtvand. Frugtvandet bliver pumpet på inddamperne, og ud af det kommer to fraktioner: protamylasse, som er et gødningsprodukt, der kan genanvendes på markerne, og så en masse ca. 85 grader varmt vand (kondensat), som vi bruger i størst mulig omfang i processen, bl.a. som opvarmning af frugtsaft og til vask af kartoflerne