Lynhurtig indsats forhindrede langvarigt nedbrud

Et pludseligt udslip af fjernvarmevand hos Energnist i Esbjerg ødelagde med et fingerknips vigtige frekvensomformere og pumpemotorer. Allerede dagen efter ankom nye ABB-frekvensomformere fra selskabets europæiske centrallager, så Elektroservice.DK kunne gå i gang med en opfattende genopbygning.

Held i uheld. Det er det første, som strejfer tankerne ved beskrivelsen af det forløb, som Energnist i Esbjerg var igennem. Dagen før en planlagt revision af det store forbrændingsanlæg sprænger en bælg i et fjernvarmerør, og på et øjeblik strømmer tusindvis af liter skoldhedt fjernvarmevand og vanddamp ud. Sikkerhedsventiler sørger for at lukke af for vandet. Skaden er dog sket, og flere pumpemotorer skal overhales på Elektroservice.DK´s værksted, mens tre frekvensomformere er ødelagte.

– Man kan sige, at det var det rigtige tidspunkt, at skaden skete, da der var planlagt revision. Men kundetilpassede frekvensomformere i disse størrelser til forbrændingsanlæg er ikke en hyldevare, så vi fik travlt, da vi hørte om uheldet, fortæller René Emsins, indehaver af Elektroservice.DK, og fortsætter:

– Vi skyndte os at kontakte ABB, og allerede to timer senere kunne vi afgive et bud på nye omformere, med information om de var tilgængelige. Energnist i Esbjerg nikkede ja, og så gik det ellers stærkt i hele ABB-organisationen, griner René Emsins.

Dagen efter fik han og hans medarbejdere selv travlt, for da ankom en specialtransport med de rekvirerede frekvensomformere fra ABB’s europæiske centrallager – og så var det bare om at komme i gang hos Energnist i Esbjerg.

Næsten plug and play
Elektroservice.DK er ABB Autherized Value Provider og som de eneste i Danmark uddannet, auditeret og certificeret til at kunne servicere ABB-motorer beregnet for områder med eksplosionsfare, der er klassificeret som ATEX.

– Vores erfaring og kompetencer spiller i høj grad ind ved en sag som denne, siger René Emsins og tilføjer:

– Vi løser i forvejen mange opgaver for kunden, og vores teknikere kender stedet. Vi har hurtigt kunnet foretage opsætningen, og samtidig har vi optimeret de nye enheder op mod SRO’en (Styring Regulering Overvågning).

– Selv om der ikke er tale om plug and play, vil jeg næsten tro, at kunden har oplevet forløbet som meget smidigt og smertefrit. Det bekræfter elmester Dan Novrup hos Energnist i Esbjerg:

– Ja, det gik stærkt. Allerede dagen efter uheldet var de nye omformere og anden styring ankommet, og der blev straks taget fat på reparationerne. Vi var oppe at køre igen efter en uge efter lidt fintuning. Som en slags bonus kan vi glæde os over, at det hele nu er opdateret til de nyeste produkter på markedet.

ENERGNIST, ESBJERG
Anlægget i Esbjerg har en ovnlinje med en samlet årlig kapacitet på ca. 215.000 tons/år affald. Anlægget blev taget i brug i 2003 og producerer både el og fjernvarme. På anlægget produceres årligt ca. 590.000 MWh/år varme og ca. 160.000 MWh el/år, hvilket svarer til, hvad man forbruger i ca. 25.500 husstande.