– For lidt mere end to år siden gik vi rundt med en drøm. Vi ville give elbilsten mere end bare et lynhurtigt ladestik på turen over landegrænserne. Vi ville gøre ladepausen til en meningsfuld oplevelse ved at invitere naturen ind i et æstetisk univers. Nu står vi så her – midt i en drøm, der er blevet til virkelighed. Sådan indledte Casper Kirketerp-Møller, den ene af de to administrerende direktører hos Powered by E.ON Drive & Clever, sin tale ved indvielsen af den nye og prisvindende lynladestation i Fredericia.
Væk er lugten af benzin og hotdogs. I stedet bydes elbilisten velkommen under en bæredygtig arkitekttegnet trækonstruktion i fyrretræ, der vækker associationer til høje trækroner. Sollyset finder vej igennem særlige åbninger i taget, så birketræerne placeret i midten kan skyde op i det uendelige.
I hvert hjørne står en lynlader, der oplader batterierne på en Audi e-Tron, en Jaguar i-Pace, en Kia e-Niro og en Hyundai Kona Electric med lynets hast. Faktisk kan de lade de elbiler, der er klar til det, op til syv gange hurtigere end de 50 kW hurtigladere, vi ser rundt omkring i landet.
Både Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard, og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt var mødt op for at tage del i indvielsen. Jacob Bjerregaard var stolt på Fredericias vegne. Lars Chr. Lilleholt mente, at stationen var i liga med design-ikonet Arne Jacobsens kendte benzinstation ved Skovshoved nord for København, og at fremtiden tilhører den.
– Der er enorme perspektiver i lynladestationer som denne. De er forudsætningen for, at vi kan lave grøn omstilling og sige farvel til diesel- og benzinbiler til gavn for både miljø og klima. Vi skal have mange flere af dem, sagde han med et smil, hvorefter han stillede op til fotos, mens han satte ladestikket i en Jaguar i-Pace.