Signify leverer energieffektiv belysning til Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn har gennemført en omfattende opgradering af belysningen i Finger A med 3D-printede armaturer fra Signify (Euronext: LIGHT). Projektet forener avanceret teknologi og genanvendte materialer for at forbedre både lyset og energiforbruget i den travle lufthavn.

Hvert år strømmer tæt på 30 millioner mennesker gennem Københavns Lufthavn. De mange rejsende kan nu se frem til bedre belysning i Finger A efter en storstilet opgradering i samarbejde med Signify.

Den eksisterende belysning i Finger A bestod af ikke-dæmpbare downlights, der ikke længere opfyldte kravene til moderne, energieffektive løsninger og samtidig ikke levede op til standarderne i RoHS-direktivet. Hvad der før var et mørkt og dæmpet udtryk er nu erstattet af et lysere og mere rummeligt ambience, hvilket skaber en bedre oplevelse for passagererne.

Lysere omgivelser og smartere energiforbrug i Finger A

Den nye belysning har gjort det muligt for Københavns Lufthavn at implementere lysstyring, der regulerer belysningen efter aktivitetsniveau og mængden af dagslys. Dette vil reducere energiforbruget markant med en besparelse på minimum 60%, og har samtidig til formål at forbedre passagerernes oplevelse.

”Lysstyringen gør det muligt at bruge energien mere målrettet og kun der, hvor det er nødvendigt, hvilket også understøtter Københavns Lufthavns bæredygtighedsmål. Som leverandør af omkring 80 % af lufthavnens belysning i både udskiftnings- og nye projekter, er vi glade for at kunne levere en løsning, der både forbedrer energieffektiviteten og passageroplevelsen,” siger Lars Goos, der er Key Account Manager hos Signify.

Installationen blev udført af Kemp & Lauritzen og er et eksempel på, hvordan man kan levere specialtilpassede løsninger med minimal påvirkning af den daglige drift. Projektet viser samtidig, hvordan lysstyring kan bidrage til at understøtte organisationers bæredygtighedsmål ved automatisk at spare på energien, når det er muligt.