Teknikgrossist på robotmesse med værdiskabende servicetilbud til vækstvirksomheder
Det kommer til at handle om alt andet end produktprogrammet med flere end 350.000 varenumre, når Danmarks største stål- og teknikgrossist, Lemvigh-Müller, for første gang udstiller på branchemessen ROBOTBRAG hos Teknologisk Institut i Odense 26. august.
Mere overskud til opgaverne
I stedet vil industrisalgschef Thomas Thestrup fra Lemvigh-Müller fokusere på services, der giver teknologiske vækstvirksomheder mere overskud til produktudvikling og produktion, uden at andre vigtige opgaver bliver forsømt.
”Mange af aktørerne inden for robotsektoren og andre frontløberindustrier er opstartsvirksomheder eller unge virksomheder. De bruger alle deres ressourcer på udvikling og daglig drift. Derfor savner de ofte kapacitet og overskud til at effektivisere processer, øge lønsomheden og skabe den skalerbarhed, som gør det muligt at vækste forretningen eller tiltrække investorer. Præcis det kan vi hjælpe dem med,” siger Thomas Thestrup.
Digitalisering hjælper
Han peger på digitalisering af indkøb og lagerstyring. EDI og VMI, som nogle af de mest oplagte services for travle vækstvirksomheder. EDI og VMI forenkler og effektiviserer indkøbsprocesser og sikrer både mod mangel på materialer til produktionen og mod fejl- eller overindkøb. Det er med til at geare virksomheden til yderligere vækst, for eksempel på eksportmarkeder. Alt sammen uden at trække på virksomhedens egne medarbejder-ressourcer.
”Effektive indkøbs- og lagerstyringsprocesser er sammen med systematisk kategorisering og standardisering af produktionsrelaterede komponenter, materialer og hjælpemidler strategiske værktøjer, der understøtter både daglig forretning og vækst. Det kigger både potentielle kunder og investorer på,” siger Thomas Thestrup.
Pakker til hjemmemarked og eksport
Ud over EDI og VMI tilbyder Lemvigh-Müller forpakning af f.eks. reservedele eller komponenter til levering herhjemme eller på eksportmarkeder. Desuden tilbyder stål- og teknikgrossisten en række egentlige bearbejdnings-services, for eksempel konfektionering af kabler.
Foruden Thomas Thestrup vil Lemvigh-Müllers stand på ROBOTBRAG 2021 være bemandet med teamleder Henrik Lakman, der er specialist i automatiserede lagerløsninger, og Tobias Høenhof, Account Manager med særligt fokus på robot- og maskinbyggerbranchen.
Lemvigh-Müller har sin stand i teltet lige til højre for indgangen til udstillerområdet fra parkeringspladsen på ROBOTBRAG 2021.
Læs mere om ROBOTBRAG 2021.