
Bravida har igangsat en ny stor aftale for Energinet, der indebærer eftersyn og vedligeholdelse af grøn infrastruktur på Energinets otte offshoreanlæg.
Offshoreanlæggene opsamler strøm fra de omkringliggende havvindmølleparker og transformerer strømmen fra havvindmøllerne til et større spændingsniveau – fra 33 kV til 132/220 kV – der er stærk nok til at sende strømmen ind på land gennem transmissionsnettet.
Arbejdet løber op til otte år og aftalen har en værdi op til 94 millioner kroner.
Den nye aftale bidrager til at sikre, at den grønne strøm fra havvindmøllerne når hele vejen hjem til borgerne. Arbejdet med vedligeholdelse og eftersyn relaterer sig til blandt andet til offshoreanlæggenes højspændingssystemer, sekundære elektriske systemer, køl og ventilation og sprinklere.
Da arbejdet foregår på vandet, er det omfattet af en større kompleksitet, der kræver nøje planlægning og forberedelse – blandt andet på grund af lange arbejdsdage og koordinering af adgang til platformene, der sker via helikopter eller båd.
Kompleksiteten i arbejdet betyder, at Bravidas medarbejdere løbende skal gennemføre en række uddannelser og kurser, som er påkrævede for at arbejde på en offshore-platform.
– Vi er glæder os over, at vi igen skal bidrage til at styrke den grønne omstilling. Vi har allerede et rigtig godt samarbejde med Energinet på andre projekter, men det særlige ved dette udbud har været, at tildelingskriterierne i høj grad baserede sig på erfaring og kompetencer. Derfor er jeg stolt af, at vi har vundet dette store offshoreprojekt. Det beviser endnu en gang, at vi er en stærk og værdsat samarbejdspartner på store og avancerede infrastrukturprojekter, siger Ole Høgh, der er direktør for Region Infrastruktur i Bravida Danmark
Kilde: Bravida