En kortere arbejdsuge, der rummer mindre end de 37 timer, hitter i nogle områder af arbejdsmarkedet. Men hos XL-Byg frygter man for den tendens. Byggevarekæden mener, at man ser ind i en fremtid med uoverskuelig mangel på arbejdskraft.
– Der er tale om en trend i klar vækst, men tankegangen kolliderer fuldstændig med manglen på arbejdskraft, og fremtidsperspektivet er skræmmende, siger HR- og kommunikationschef Liselotte Christensen fra XL-BYG og uddyber:
– Endnu er det ikke et omfattende problem for os, men varer trenden ved, og ser vi bare 10 – 15 år frem i tiden, hvor de unge årgange samtidig vil falde kraftigt, så står vi med en næsten uoverskuelig mangel på arbejdskraft. En katastrofal uddannelsespolitik har medført, at antallet af nyuddannede fra erhvervsuddannelserne er i frit fald, og nu ønsker de relativt få uddannede unge at arbejde mindre. Det er den perfekte storm.
Ifølge rekrutteringsbureauet Ballisagers Kandidatanalyse 2022, der blandt andet tager temperaturen på, hvad danskerne prioriterer, når de søger job, så er fleksible arbejdstider og work-life balance årets højdespringer og ligger nu næsten på linje med lønnen, der stadig prioriteres højest.
– Hvis det skulle ske, så rykker det ved de store hjul i samfundet og ændrer på de måder, vi laver fremskrivninger på. Der er mangel på arbejdskraft i mange år frem i tiden, så der er rigtig meget, der skal gentænkes, hvis en tendens som denne slår igennem, siger Søren Kaj Andersen, der er lektor og centerleder for Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet.
Han understreger, at der er for tidligt at konkludere noget, men erkender, at det kan få store konsekvenser.
– Jeg vil mene, man skal tage den slags udviklinger med et gran salt endnu. Vi har lige været gennem corona, og rigtig mange uvante ting er stadig i spil i samfundet og hos den enkelte medarbejder. Men det ændrer ikke ved, at trenden med en 4-dages arbejdsuge kommer til at udfordre arbejdsgiverne i rigtig mange brancher, hvor der enten er mangel på arbejdskraft, man skal være fysisk til stede, eller man er afhængig af, at kunderne har fri fra arbejde.
Kilde: XL-byg