![](https://www.elfokus.dk/wp-content/uploads/sites/3/konkurs1.jpg)
Dansk erhvervsliv oplevede en lille bedring i januar ´25 i forhold til året før, når det omhandler konkurser. 6 procent færre konkurser, hvilket svarer til at lige over 400 virksomheder måtte dreje nøglen om.
Listen afslører dog store forskelle mellem både brancher og den geografiske placering af de konkursramte virksomheder.
Bygge- og anlæg ligger i top på den negative måde. Det skyldes en meget uheldig kombination, forklarer Morten Kofoed-Larsen, Country Manager hos Creditsafe Danmark.
– Byggebranchen står over for udfordringer med fortsat høje materialepriser og en nedgang i byggeriet. Det er vigtigt at holde øje med denne sektor, da den har en stor betydning for økonomien som helhed.
Branchen oplevede en stigning på 18 procent, så i alt 71 virksomheder gik konkurs i januar.
Samlet set er det især Sjælland, der er konkursramt. Mens de andre regioner har oplevet større eller mindre nedgange i antal konkurser, går det den helt gale vej på Sjælland. Her steg tallet med hele 50 procent.
Det er dog stadig region Hovedstaden (176) og region Midtjylland (82), der har de fleste konkurser. Trods den voldsomme sjællandske stigning, var der 63 konkurser i den region. Bedst er det gået i Nordjylland med et fald på 23 procent til samme antal konkurser; 23.
Kilde: Creditsafe Danmark