Normalt er et byggemarked de voksnes domæne. Børn og unge er ofte blot med for slæbe de mange indkøb med hjem. Men nu vil Silvan påvirke de unge helt ned på folkeskoleniveau. Ikke til at blive bedre kunder eller noget i den dur, men de skal opdage glæden ved at bruge hænderne, samtidig med de opgraderer deres skole med for eksempel et nyt fællesrum eller en flot skulptur.
Engang kunne vi lave det meste med vores egne hænder. Vi kunne finde ud af at bruge et stykke værktøj og forstod, hvordan materialer skulle behandles. Den viden er i stor udstrækning gået fløjten i dag, men sådan behøver det ikke være i al fremtid.
– Problemet er, at jo mindre vi bruger hænderne, jo mindre bruger vi hovedet. For du tænker faktisk også med hænderne. Hvis ord som design, innovation og kreativitet skal være mere end bare ord, har vi brug for en grundlæggende forståelse af, hvordan man bearbejder den fysiske verden, vi trods alt stadig lever i, siger Freddy Lauridsen, der er direktør i Silvan.
Ifølge direktøren er det på tide at slippe tabletten og genopdage, hvad hænderne også kan bruges til. Og det starter med børnene.
– Vi er allerede i gang med tre spændende projekter på skolerne. Sammen med 7. klasserne på Åby Skole er der planer om at bygge racerbiler og flotte skulpturer til udsmykning af skolen. På Skjoldhøjskolen skal børnene lave et nyt fællesrum, og på Ellevangskolen er vi gået sammen om at bygge hjemmelavede møbler og en skaterrampe, fortæller Freddy Lauridsen.
Børnene er fremtidens danske designere, håndværkere og gør-det-selv’ere, og derfor giver Silvan Fonden en økonomisk håndsrækning til danske folkeskoler. Men ikke nok med det – man stiller også medarbejdere til rådighed, når børnene skal lære at bruge hænderne og opleve glæden ved at skabe.
– Projekterne kan handle om næsten hvad som helst, så længe børnene får noget ud af det, og det kan bruges til noget fornuftigt bagefter. Et projekt som dette udfordrer børnene på flere niveauer, hvor planlægning, projektering, budgetlægning og indkøb også er en del af de faser børnene kan komme igennem. Og skolerne har været rigtig gode til at byde ind med idéer og har taget virkelig godt imod vores initiativ, slår Freddy Lauridsen fast.