Udrulningen af ladenettet fortsætter i et stadig mere opskruet tempo, hvilket betyder, at der ved årsskiftet var over 30.000 ladepunkter.
Ved årsskiftet ´23/´24 var der lidt over 17.000. En stigning på næsten 70 procent.
Zoomer man ind på lynladedelen, er udviklingen gået over dobbelt så hurtigt. Her er stigningen på hele 154 procent. Fra 1.576 lynladere ved udgangen af 2023 til så tæt på 4.000 man kunne komme – 3.999.
– Ladeinfrastrukturen fortsætter med at vokse, hvilket er positivt. Med den forventede stigning i antallet af elbiler, som vi ser i de kommende år, er det afgørende at sikre, at der er nok ladepunkter til at imødekomme behovet. Hvis bilafgifterne fortsat gør det attraktivt at vælge en elbil, kan vi se op mod 1,6 millioner elbiler på vejene i 2030. Derfor skal vi fortsat prioritere udbygningen af ladeinfrastrukturen for at understøtte den grønne omstilling, siger Allan Skytte Christensen, chefkonsulent i Mobility Denmark.
Kilde: Mobility Denmark