
Hundredevis af beboere og medarbejdere på Københavns plejehjem har fået det bedre efter et særligt døgnrytmelys er blevet sat op.
Det er kommunen selv, som medvirket til at udvikle lysløsningerne, som snart er udbredt til hvert fjerde plejehjem i København.
Projektet med at udvikle lyset gik i gang i 2022 sammen med Aarhus Kommune og virksomhederne Belid Lighting fra Varberg i Sverige og Lyhne Design fra Græsted har Aarhus.
Det er det såkaldte ’biologiske lys’ også kaldet ’døgnrytmelys,’ som er i centrum. Det er et særlig blødt lys, som efterligner solen. Lamperne følger dagslysets rytme, så det starter svagt og langsomt tager til i styrke og toner ud igen ved solnedgang – i øvrigt helt automatisk.
Døgnrytmelyset skinner snart på hvert fjerde af kommunens plejehjem. Det betyder, at knap 1.600 borgere og medarbejdere nu har glæde af bedre lys. Og det er planen at få det ud til endnu flere i løbet af 2025.
– Lyset kan for eksempel være med til at øge appetitten og give en bedre søvn, og begge dele betyder meget for vores livskvalitet. Samtidig kan lyset være med til at forebygge, at de ældre falder. Det her projekt handler om at gøre livet lettere og mere behageligt for vores plejehjemsbeboere – og vores medarbejdere, og jeg er meget glad for, hvor vi står i dag. Der er blevet taget rigtig godt imod det, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Konkret er det f.eks. sengelamper, gulvlamper eller natlamper, som er blevet installeret i borgernes plejeboliger, men også belysning på gang- og spisearealer og i personalekontorer. Lyset er særligt målrettet borgere med milde og svære døgnrytmeforstyrrelser, nattevandrere, borgere med nedsat appetit, immobile borgere samt kommunernes medarbejdere.
Mindre hovedpine og bedre søvn
Der er afsat knap 16 millioner kroner til at få udbredt de nyudviklede lysløsninger til mange flere af Københavns 44 plejehjem. Efter planen har 18 plejehjem fået installeret det nye lys ved udgangen af 2025.
Dorthe Irene Dalsgaard Rasmussen er social- og sundhedsassistent og arbejder som aftenvagt på plejehjemmet Damsøgård i Vanløse, som for nylig har fået installeret døgnrytmelyset. Det har hun oplevet som en stor forbedring:
– Man sover bedre, når man kommer hjem fra en aftenvagt. Den tid jeg bruger på at falde ned, inden jeg går i seng, er blevet kortere. Tidligere kunne jeg komme hjem kl. 23.30, men først være søvnig ved 2-3-tiden om natten. Det har rykket sig et par timer, så jeg nu kan gå i seng ved 1-tiden, og dét kan mærkes den næste dag.
Samtidig lyder hun mindre af hovedpine, som opstod efter at have bevæget sig rundt på gangene i det klassiske, kraftige hvide lys.
Foreløbig er der etableret døgnrytmelys på plejehjemmene Kastanjehusene, Bryggergården, Absalonhus, Dr. Ingrids Hjem, Demenscentret Pilehuset, Slottet, Damsøgård, Nybodergården, Rosenborgcentret, Møllehuset, Klarahus, Kærbo samt på Neurorehabilitering KBH. Det er planlagt at lyset udbredes til følgende plejehjem i 2025: Fælledgården, Højdevang Sogns Plejehjem, Ålholmhjemmet, Bonderupgård, Demenscenter Lindehusene.
Kilde: Københavns Kommune