Bestyrelsen i Den Eltekniske Sektion i Veltek har valgt at tildele legatet for unge el-tekniske talenter til Peter Schønfeldt – Studerende på Elinstallatøruddannelsen på Københavns Erhvervsakademi, der som belønning for sin flittighed, fokus på sine medstuderende og nysgerrighed for fagfeltet nu kan se frem til, at der snart tikker et anseligt beløb ind på kontoen.
Peter på 27 år modtager legatet i kraft den flotte indstilling, som Veltek har modtaget af lektor på elinstallatøruddannelsen, Jonathan Canvin. Peter udmærker sig ved at være en dygtig og kompetencesøgende studerende, der helt egenhændigt og på eget initiativ har afholdt kurser for sine medstuderende for at hjælpe dem godt på vej med det videre studie. Derudover har Peter allerede gennem sin praktikplads og studiejob hos Seaborg etableret god kontakt til erhvervslivet og det arbejdsmarked, som Peter i fremtiden skal ud og sætte sit præg på.
Efter gennemlæsning af indstillingen fra KEA var valget af Peter slet ikke svært at tage. Peter er en yderst flittig studerende med stor forståelse for det tekniske og teknologiernes grønne potentialer, og det skal vi som branche støtte og belønne. Men mindst lige så vigtigt, så har Peter taget et valg om at dele ud af sin viden til sine medstuderende gennem de kurser, han selv har taget initiativ til og har afholdt helt selv. Det er sådan en personlighed, branchen har brug for, siger Thomas Andersen, Formand for Den Eltekniske Sektion og VP i Schneider Electric A/S.
For Peter føles modtagelsen af legatet også som et stort skulderklap fra branchen og ikke mindst fra sin underviser.
Først og fremmest er jeg meget beæret over at modtage legatet. Jeg anede faktisk ikke, at jeg var indstillet før, at jeg fik besked om, at jeg var modtageren af legatet. Det var en dejlig overraskelse, og jeg blev rørt over de flotte ord, som fulgte med indstillingen. Det betyder meget at blive anerkendt af sin underviser, og nu også af leverandørbranchen, på den måde.
Og legatet falder på et tørt sted for Peter, der er tæt på at afslutte sin installatøruddannelse. Peter har nemlig planer om at starte sin egen installatørvirksomhed, og det kræver lidt startkapital.
Helt konkret skal jeg ud og tilegne mig en eurotester til den lovpligtige slutkontrol af en elinstallation. Derudover følger der en masse andre udgifter med, når man opstarter en virksomhed. Legatet er derfor en stor og tiltrængt hjælp.
Hvert år uddeler Den Eltekniske Sektion i Veltek et til to legater på 15.000 kr. målrettet unge el-tekniske talenter under uddannelse til enten elektriker, installatør, ingeniør eller el-teknisk handelselev med det formål at understøtte og investere i den el-tekniske branches fremtid.
For at kunne modtage legatet skal man indstilles af den pågældende uddannelsesinstitution, som vedkommende går på.