Hos el- og teknikinstallatør Bøttcher Fog A/S i Roskilde mærker man, at det sunde indeklima er kommet i fokus både hos de private virksomheder og de offentlige kunder, som man servicerer over hele Sjælland. Derfor opruster virksomheden på dén front.
– Vi oplever øget fokus og efterspørgsel efter løsninger inden for klimaanlæg, der både er innovative og bæredygtige. Derfor løfter vi nu vores kompetencer med en ny medarbejder, som kan sikre os en fordelagtig position i markedet. Vores nye serviceleder tilfører os ny viden, stærkt kendskab og en øget værdi for vores kunder – både nuværende og nye, siger administrerende direktør Simon Vængebo Pedersen.
Den nye medarbejder er Anders Ekelund, som har stor erfaring og knowhow fra tidligere arbejde som selvstændig distributør af klimaanlæg og som teknisk chef for Samsung aircon-distributører. Nyansættelsen skaber rammerne for helt opdateret viden om varmepumper, køle- og ventilationsanlæg.
Selvom Anders Ekelund er et nyt ansigt hos elinstallatøren, er både branchen og salgsområdet velkendt af den 36-årige falstring.
– Klimaanlæg og alt, hvad det indebærer, er mit professionelle hjertebarn. Arbejdsmiljø og indeklima har været på virksomheders dagsorden i årevis, men det er stadig en almen misforståelse, at man kan styre indeklimaet ved konstant at åbne og lukke vinduer samt tænde og slukke for radiatorer. Det gode og behagelige miljø skabes ved en naturlig regulerende temperatur, og den viden skal udbredes og implementeres ved hjælp af kvalitetsdygtige produkter, der skaber bedre indeklima og overskud på bundlinjen, fortæller han.
Med tilføjelsen af en ny serviceleder tæller medarbejderstaben hos Bøttcher Fog A/S i Roskilde nu 28, hvoraf otte er lærlinge. Virksomhedens portefølje indebærer blandt andre Vikingeskibsmuseet, Comwell Roskilde og Københavns Kommune.