På baggrund af COVID-19-restriktionerne for afholdelse af messer har arrangørerne været nødsaget til at aflyse El & Teknik den 26. – 29. januar i Odense Congress Center.
Vi har som arrangører løbende forsøgt at tilpasse vores messekoncept, så afholdelsen af messen kunne opfylde de skiftende COVID19-restriktioner, som Danmark har været underlagt siden marts måned, men vi har til sidst måtte erkende, at den messe, vi endte med at kunne tilbyde udstillerne, var et helt andet produkt end det udstillerne oprindeligt havde købt og havde forventninger til inden COVID-19, siger Per Rømer Kofod, adm. direktør for VELTEK, som er den ene af de to messearrangører.
Arrangørerne valgte at spørge udstillerne, om de var interesserede i at udstille under andre forhold end de oprindelig planlagte.
Her fik vi et svar, som ikke var til at tage fejl af. 84 procent ønskede ikke at udstille under de givne restriktioner og anbefalede en udsættelse, indtil det er muligt at afvikle en messe under kendte rammer. Hvilket vi som messearrangører naturligvis har lyttet til, siger han
Det har naturligvis ikke været en let beslutnming, men nødvendig, mener Jørgen S. Christensen hos Dansk Energi, der er den anden halvdel af arrangørteamet.
Det siger sig selv, at vi, som arrangører af El & Teknik messen, ikke har været glade for at skulle træffe beslutningen om aflysning af messen i januar, men et lille lyspunkt i Corona-mørket er, at langt størstedelen af udstillerne har meddelt os, at de ønsker at udstille på messen, når det bliver muligt. Det fortæller os, at producenternes og leverandørernes interesse i at kunne mødes fysisk, siger Forsknings- og teknologidirektør, Jørgen S. Christensen hos Dansk Energi.