Danmark er ved at blive det nye Norge, hvor elbiler i stigende grad sender fossilbilerne på pension.
Det var ikke mindst tydeligt ved elbilsmessen eCarExpo, der i efteråret trak cirka 24.000 besøgende til Bella Centret i København.
Nu er det blevet slået fast, at den populære messe vender retur til Danmark til efteråret, nærmere bestemt i perioden 31. oktober-2. november.
Som tidligere afholdes den parallelt med messen eComExpo, der fokuserer på elektrificering af transportsektoren. Den har termin 30.-31. oktober 2025.
Med de mange besøgende i København, var messen Europas største rendyrkede elbilmesse. Den afvikles for femte år i træk. For eComExpo bliver det tredje år.
– Vi har arrangeret eCarExpo i Stockholm siden 2016, i København siden 2021, og sidste år startede vi i Oslo. De nordiske hovedstæder fører an i udviklingen af elbilsalget i hele verden, og det er her, de store producenter ønsker at være synlige, fortæller Gunnar Dackevall, som er direktør for arrangøren eLife Nordic AB.
Når bilmessen er så populær skyldes det, at ud af de 24.000 besøgende planlægger 70 procent at købe en elbil inden for det næste år. Et flertal af de besøgende mente, at besøget påvirkede deres beslutning om, hvad de vil vælge.
– Det svarer til 16.000 købsbeslutninger til en værdi af mindst seks milliarder kroner, som er i spil på messen.
For at give endnu flere virksomheder mulighed for at udstille har eLife Nordic og Bella Center foretaget store ændringer til årets udgave.
– Vi har formået at reducere lejeomkostningerne og har også fundet mere fordelagtige løsninger for alle tilkøb. Derudover har vi omstruktureret organisationen, så vi og Bella Center nu arbejder som ét fælles team og kan handle hurtigt og i fællesskab.
Kilde: eLife Nordic AB