En af elnettets store motorveje, der løber mellem Aarhus og Aabenraa, står foran en styrkelse og udvidelse. Samtidig skal elnettet i Aarhus gennemgå en omfattende renovering.
Den 200 km lange forbindelse mellem de to jyske byer er fra 1970´erne og rummer i dag en 400 kV og 150 kV forbindelse. Den nye motorvej vil blive styrket med en ekstra 400 kV. Begge de to systemer vil primært være luftledninger, mens 150 kV-systemet vil blive kabellagt.
Det er meget vanskeligt at lave elforbindelser på det højeste spændingsniveau, 400 kV, som nedgravede kabler. Energinet vurderer, at det er teknisk muligt at lave op til 30 km ud af de i alt 200 km som jordkabler. De fordeles på få strækninger, hvor der er behov for at tage særlige hensyn til natur og miljø.
– Det er nødvendigt at bygge en ny og kraftig forbindelse i stedet for at renovere den eksisterende, som allerede om få år vil være overbelastet, siger Søren Damsgaard Mikkelsen, hovedprojektleder i Energinet.
Når den nye motorvej skal op at hænge, bliver det med en ny lineføring. På den møde er det muligt at opretholde forsyningssikkerheden, samtidig med, at de nye kabler etableres.
Mellem Vejle og Aabenraa hænger der også et 150 kV-system på de eksisterende 400 kV-master. Det erstattes af en nedgravet forbindelse på samme strækning. Mellem Horsens og Billund etableres der en ny kabelforbindelse for at styrke forsyningen i området.
I alt forventer Energinet, at der skal laves omkring 240 km nedgravede 150 kV-forbindelser.
– Hovedparten af elnettet i Aarhus er fra 60’erne og 70’erne og står over for en gennemgribende renovering. Derfor benytter vi lejligheden til at omlægge det og lave en ny struktur, der ruster nettet til den fremtidige forsyning af hele Aarhusområdet med grøn energi og et kraftigt stigende elforbrug. På den måde styrker vi forsyningssikkerheden og fjerner en masse luftledninger i og omkring Aarhus, siger Søren Damsgaard Mikkelsen.
Projekt er i planlægningsfasen, og skal godkendelse af Klima-, Energi- og Forsyningsministeren, før det kan gå i gang. 13 kommuner kan blive berørt af arbejdet, og her har man allerede fået gang i en dialog.
Også berørte borgere bliver inddraget.
– Når vi er klar med et forslag til, hvordan projektet skal laves og placering af linjeføringen for de enkelte forbindelser, så skal vi i dialog med de borgere, der bliver berørt af projektet, siger Søren Damsgaard Mikkelsen.
Kilde: Energinet