
Januar bød på elpiser, der svingede med 4,35 kroner fra den billigste til højeste pris. Dermed var det endnu en måned, hvor elkunder med stor fordel kunne holde et ekstra øje med elpriserne.
For ud over at svinge meget, var januar med en gennemsnitspris på ca. 74,70 øre per kilowatt-time uden skatter, afgifter, tariffer også en relativ dyr måned.
Januar er næsten altid dyr, men ´25-prisen var en del højere end ´24-prisen, der lå på lidt over 58 øre.
– Sammen med de øvrige vintermåneder er januar – blandt andet på grund af fyringssæsonen – historisk set næsten altid en af årets dyre måneder for elkunder på tværs alle selskaber. Men januar 2025 har faktisk været den dyreste måned siden februar 2023, hvor gennemsnitsprisen uden skatter og afgifter var 74,93 øre per kilowatt-time, siger Josefine Walter, der er kommerciel direktør i Andel Energi.
Mange vil kunne huske tilbage til den 12. december, hvor prisen på en kWh sneg sig op på små 9 kroner – uden afgifter og tariffer (op til næsten 12 kr. med alle typer afgifter) men ligesom en enkelt svale ikke gør nogen sommer, glemte de fleste, at prisen dumpede voldsomt bare nogle dage senere.
Derfor er det heller ikke december 2024, som er en målestok for dyr el. Her skal vi tilbage til energikrisen i august 2022, hvor gennemsnittet for hele måneden var på 3,35 kr.
Danskerne har generelt vænnet sig til, at elpriserne svinger henover døgnet. Og vi kan se, at mange Andel Energi-kunder er fleksible og flytter deres forbrug til de billige timer. Det er smart, for selvom elprisen nogle gange kan være meget høj, så er det typisk kun i meget få timer ad gangen. Derfor giver det ofte bedre mening at kigge på dagspriserne, siger Josefine Walter.
Ser man på dagspriserne (gennemsnitspris for hele døgnet), var månedens billigste dag onsdag d. 1. januar. Her var elprisen nede på ca. 4,68 øre per kilowatt-time. Månedens dyreste dag var mandag d. 20. januar, hvor prisen var ca. 172,61 øre.
I hele 2024 var elprisen under 25 øre per kilowatt-time i næsten 2.000 timer set over hele året. Det svarer til ca. 22 pct. af alle årets timer.
Kilde: Andel Energi