Danskerne ser ind i en vinter, hvor man gør klogt i at holde igen på energiforbruget – og det er uanset hvilken energikilde, der er tale om.
For selvom fx gaslagrene er mere fyldt op til den kommende vinter end tilfældet var ved forrige vinter, kan hele EU godt med en energiproblem – især hvis flere ting ramler sammen; vinteren bliver kold, EU ikke længere kan importere russisk gas, eller LNG-forbruget stiger i Asien.
De seneste tre måneder reducerede danskerne el- og gasforbruget med henholdsvis ni og otte procent i forhold til normalen. Og opfordringen fra Energistyrelsens vicedirektør Martin Hansen er klar. Vi skal fortsat spare på energien.
– Energipriserne er en god indikation på, om forsyningen er under akut eller stigende pres. Det så vi blandt andet sidste år, hvor prisen på el og gas steg markant. Lige nu er udsvingene hyppige men ikke nær så store, som vi oplevede sidste efterår – men hvis priserne igen begynder at stige markant, er det et tegn fra markedet om, at vi skal spare mere, forklarer Martin Hansen.
Mange kobler høje elpriser sammen med, at solen ikke skinner på en vindstille dag, men helt så enkelt er den sammenhæng ikke.
Strøm fra vedvarende energi som vand, sol og vind er billigere end strøm fra andre produktionskilder som eksempelvis kul, olie og gas. Når der er meget vedvarende energi i elsystemet, falder elprisen. Men når den vedvarende energi skal suppleres med andre kilder for at kunne dække hele Danmarks energiforbrug, bliver elprisen påvirket af prisen på blandt andet biomasse og fossile brændsler – særligt gasprisen.
Derfor har vi det seneste år blandt andet set højere priser på både el og gas i takt med, at den europæiske gasimport er blevet mere globalt orienteret, hvor markedet og dermed priserne i højere grad reagerer på globale begivenheder. Og netop i de timer, hvor der ikke er meget strøm fra vand, vind og sol, er der en tendens til, at de højere gaspriser afspejler sig i høje elpriser.
Hvis vi ikke havde haft store andele sol-, vind-, og vandkraft i elsystemet, ville elpriserne det seneste år i endnu større grad have afspejlet de meget høje priser på fossile brændsler.
Derfor er det stadig en god idé at flytte strømforbruget hen til de timer, hvor strømmen er billigst – her er den også mest grøn.
Få en status over energiforsyningen her
Kilde: Energistyrelsen