Efterspørgslen på energioptimerede løsninger har fået et af Danmarks største udlejningsselskaber til bygge- og anlægsbranchen, Ramirent, til at udvikle en helt ny standard inden for moduler – eller skurvogne, som de er bedre kendt. Udviklingsholdet, med projektchef Lars Lysgaard i spidsen, har konstrueret modulserien Ecoline med et energiforbrug, der er 30 procent lavere end normale skurvogne. Isoleringsgraden er omkring 100 procent højere end kravet i det nuværende regulativ for skurvogne og lever sågar op til BR15 – det gældende bygningsreglement. De nye miljøvenlige moduler får deres debut på den store byggeplads på Amager i forbindelse med HOFORs opførsel af en ny kraftværksblok, hvor der fyres med CO2-neutral træflis.
Skurbyen ved Amagerværket består på nuværende tidspunkt af omkring 100 moduler med en kapacitet på cirka 2.500 kvadratmeter. I slutningen af året vokser skurbyen betragteligt i størrelse og skal frem til 2020 rumme mere end 800 håndværkere og teknikere.