I den kommende tid vil mange danskere få et lille stik i armen for at undgå en omgang Covid. Nogle gange punger arbejdsgiveren ud for det lille stik – men skal man så betale skat af det.
Det korrekte svar må være – mjah. Måske. Men det kræver, at man holder tungen lige i munden, før stikkene sættes ind.
I udgangspunktet skal man som medarbejder betale skat af arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser. Men vaccinationer kan være skattefritaget. Det afhænger dog af, hvordan tilbuddet er struktureret, og hvor vaccinationen finder sted, påpeger Søren Bech, skatteekspert i PwC.
– Vaccinationer mod fx influenza og COVID-19 kan være skattefrie, hvis de tilbydes alle ansatte på arbejdspladsen som led i den almindelige personalepleje og har en mindre økonomisk værdi. Det er dog et krav, at vaccinationen sker fysisk på arbejdspladsen, ellers kan det medføre beskatning, forklarer han.
Skulle det ikke være muligt at stikke nålen i fysisk på arbejdspladsen, er der stadig en mulighed for at undgå skattebetaling. Her skal man over og kigge på bagatelgrænser for arbejdsrelaterede goder.
Hvis den samlede værdi ikke overstiger 7.000 kr., er det skattefrit. Men ingen skatteregel uden undtagelse.
– For nøglemedarbejdere kan arbejdsgiverbetalte vacciner være omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder. Det kræver dog en konkret vurdering af medarbejderens funktion og virksomhedens behov i spidsbelastningsperioder, siger Søren Bech.
Der er endnu ikke officielt taget stilling til, om COVID-19-vaccinationer kan omfattes af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder på 7.000 kr.
Hvis det ikke er tilfældet, vil vaccinationen i stedet falde ind under den lavere grænse på 1.300 kr. for private goder for at være skattefri, og her gælder der også særlige regler.
For virksomheder kan det derfor være en god idé at vurdere, hvordan vaccinationstilbud struktureres for at sikre optimal skattehåndtering og fordele for medarbejderne.
Kilde: PwC