
Efter knap 20 års arbejde runder EWII en vigtig milepæl med et af koncernens største infrastrukturprojekter til dato. De sidste kabler er så småt på vej i jorden, og EWIIs fibernet dækkede ved udgangen af 2024 mere end 126.000 adresser i Trekantområdet.
– Vi er utroligt stolte over at have leveret på vores ambition om at udrulle fibernet og gøre det tilgængeligt for alle. Det er en milepæl for EWII og en gave til Trekantområdet, der har fået styrket konkurrenceevnen med adgang til fremtidens digitale infrastruktur, siger Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør for EWII.
I 2019 traf EWIIs bestyrelse en stor strategisk beslutning om at betragte fibernettet som en forsyningspligtig ydelse på lige fod med blandt andet elnet og drikkevand, som koncernen også leverer. Dermed opstod målet om at tilbyde samtlige husstande i Trekantområdet adgang til fibernettet.
– Udrulningen af fiber har været et centralt kapitel i EWIIs historie. Da jeg kom til EWII i 2018, var der ikke mange, som troede på projektet. I dag er jeg utrolig glad for, at vi holdt fast i vores ambition og kan se, hvordan det store arbejde både gavner vores forsyningsområde og koncernen, siger Lars Bonderup Bjørn.
Som en del af udrulningen var EWII også den første til at åbne sit fibernet for alle udbydere af internetydelser. I dag er der 10 forskellige internetudbydere på EWIIs fibernet, som kunderne kan vælge at få leveret deres internet igennem.
Kilde: EWII