Elektrogården ApS i Sorø, der trods navnet også besidder vvs-kompetencer, har ved at drukne i bæredygtighed- og ESG-krav. Krav der fylder stadig mere og som mange virksomheder ikke har de rette kompetencer til at løfte.
En dagligdag, der også var klar i den midtsjællandske virksomheder. Frem for at lade håndværksdelen drukne i bæredygtighed og ESG-krav, fik de valgte de at deltage i SMV:Vækstpilot, hvor de fik ansat en medarbejder med tilskud i seks måneder, fortæller leder Carsten Hansen.
– Det har været så godt, at der kom én fra en anden verden – Camilla er fra rådgiververdenen inden for bygge og anlæg. Det er dejligt, at hun ser virksomheden med lidt andre briller, end vi gør, og at hun har en mere akademisk tilgang til tingene, forklarer han.
Da Camilla trådte ind ad døren i Elektrogårdens lokaler for første gang, var hun ikke uddannet inden for bæredygtighed. Hun er oprindeligt uddannet bygningskonstruktør og har arbejdet 12 år i et ingeniørfirma.
– Jeg fik tilskud til at kompetenceudvikle mig, så jeg blev helt skarp inden for ESG-rapportering og bæredygtighed generelt, da jeg ikke selv havde en baggrund inden for bæredygtighed. De her seks måneder gjorde, at jeg kunne dygtiggøre mig inden for de områder, som Elektrogården manglede. Jeg tog kurser og fik en del sidemandsoplæring, da det er et stort og svært emne, fortæller hun.
Elektrogården har tidligere været med i indsatsen. Erfaringerne fra de mange forløb viser, at godt to ud af tre virksomheder valgte at fastansætte vækstpiloten, fordi de nye kompetencer skaber effekt. Carsten var en af de virksomhedsledere, der valgte at fastansætte, så Camilla kunne fortsætte det gode arbejde.
– Camilla er blevet limen i virksomheden, da hun får det hele til at hænge sammen. Hun står for alt det ’bag ved’ – som grøn omstilling, bæredygtighed, kvalitetssikring og arbejdsmiljø. Det giver ikke synlige resultater lige nu, men på den lange bane er det en rigtig god og nødvendig investering, uddyber han.
Ansættelse af en type som Camilla løser ikke udfordringen med ESG-rapportering og bæredygtighed med et snuptag. I stedet skal man se opgaven som den gamle vittighed om, hvordan man spiser en helt elefant.
Én bid af gangen.
– Det kommer lidt tromlende ned over en, som en stor elefant. Du kan ikke klare det hele på en gang, så man må starte i det små. Det var overvældende, for opgaverne lå ikke bare klar til at blive løst, da jeg mødte ind. Derfor kan man godt sige, at de formede mig, så jeg efter de seks måneder passede præcist ind som medarbejder i virksomheden, forklarer hun og fortsætter:
– Der begynder at komme efterspørgsmål på nogle af de ting, jeg sidder med. Om der er flere kunder, der har valgt os, ved jeg ikke, men vi vil synliggøre det endnu mere. Vi er ikke færdige med at spise elefanten, for emnerne er kommet for at blive, men jeg er glad for, at de ser mit arbejde som en stor hjælp, da jeg har frigivet nogen af mine kollegers tid, så de kan bruge deres tid på andre opgaver, påpeger hun.
Kilde: Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse