Med en uddannelse som elektriker behøver man ikke føle sig låst fast i resten af ens liv. Næsten tværtimod, viser en analyse udarbejdet af analysebureauet Moos-Bjerre A/S for TEKNIQ Arbejdsgiverne, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet.
For udover at være eftertragtede på arbejdsmarkedet, kan de vælge at lade uddannelsen være starten på et længere uddannelsesforløb, der fører dem videre til fx installatøruddannelserne, maskinmester, adgangseksamen til ingeniøruddannelserne eller bygningskonstruktør.
Analysen bygger på 16.000 nyudlærte elektrikeres og vvs’eres karriereforløb. Langt de fleste fortsætter i installationsbranchen. For elektrikere er det 87 procent, men bare i løbet af de første fire år har 32 procent af dem valgt et nyt uddannelsesforløb.
En meget lille del (3-5 procent) vælger installationsbranchen fra lige efter uddannelsen. Nogle kommer ind i branchen senere, men ellers bliver denne gruppe spredt – om ikke for alle vinde, så havner de mange forskellige stedet. Et af de mest populære steder er Forsvaret.
– Alle muligheder er åbne med et svendebrev som elektriker. Du kan skifte jobområde, skifte til nichebrancher og specialisere dig eller læse videre. Med elektrikeruddannelsen er der ingen døre, der er lukket, og som analysen viser, så er der også mange elektrikere, der ender med at vende tilbage til installationsbranchen. Analysen viser samtidig, at der er nogle lavthængende frugter at plukke for de virksomheder, der målrettet arbejder med inklusion og diversitet som løftestang til at skabe et mere trygt arbejdsmiljø, der bidrager til fastholdelsen af dygtige medarbejdere. Det er der brug for i en tid, hvor virksomhederne skriger efter kompetence elektrikere – ikke mindst til arbejdsopgaverne i forbindelse med den grønne omstilling, siger Benny Yssing, forbundsformand i Dansk El-Forbund.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne