Som de første i verden tilbyder Würth en finstøvmaske, som består af en genanvendelig filterholder med et løst filter, som nemt kan udskiftes på få sekunder. Den miljøvenlige maske lanceres under navnet Re-Flex (forkortelse af Recycle Flexmaske) og udemærker sig ved at give brugeren størst mulig komfort, når der løses opgaver, som kræver beskyttelse af luftvejene. Genanvendelsen af maskens dyreste dele betyder samtidig, at Würth med ReFlex kan tilbyde en maske, hvor der er en særdeles attraktiv sammenhæng mellem pris og kvalitet.
Re-Flex er en videreudvikling af Würths kendte Flexmaske, og ligesom sin forgænger er den forsynet med udåndingsventil og et fleksibelt gumminet, som beskytter maskens pasform og beskyttelsesevne. Selv efter et ophold i lommen i frokostpausen folder masken sig ud i sin oprindelige form, så brugeren ikke bliver generet af bøjede eller skarpe kanter. Herved sikres, at medarbejderen ikke kasserer masker, som ellers kunne have været brugt i længere tid.
I forhold til Flexmasken er der sket en række forbedringer af både design, gumminet og selve filtermaterialet, som øger komforten under arbejdet. F.eks. slutter masken godt til hen over og omkring næsen, så den ikke behøver sidde stramt for at give optimal beskyttelse. Samtidig kan stropperne tilpasses individuelt, så masken passer præcist til den enkelte bruger. Endelig sikrer udåndingsventilen og en lavt absorberende overflade på filterets inderside, at det er nemt at trække vejret, og at der ikke opstår fugt under masken, så huden bliver irriteret og klør.