
Lyset langs en række statsveje er blevet grønnere. Heldigvis ikke sådan i bogstavelig forstand, men ved at udskifte 23.000 lamper med LED, har man kunnet reducere energiforbruget til vejbelysning med cirka 65 procent.
Det sikrer ikke kun bedre belysning og lavere energiforbrug, men reducerer også behovet for vedligeholdelse.
Om natten bliver lyset mange steder automatisk reduceret til halvt niveau for at spare energi, da behovet for belysning er mindre i dette tidsrum.
I alt opnår Vejdirektoratet en samlet energibesparelse på 8.800 MWh om året, hvilket svarer til det årlige energiforbrug i cirka 1.950 parcelhuse. Samtidig er CO2-udledningen fra vejbelysningen reduceret med omkring 4.400 ton om året.
– For Vejdirektoratet har formålet med projektet været at reducere energiforbruget og omkostningerne til drift og vedligehold. De markante besparelser, vi nu ser, er resultatet af en målrettet indsats gennem flere år. Det er ikke kun til gavn for os, men for hele samfundet, siger Thomas Lind Hansen, der er ingeniør i Vejdirektoratet.
Den samlede investering er cirka 140 millioner kroner, men de lavere driftsomkostninger betyder, at investeringen forventes tjent hjem på knap seks år.
Projektet har omfattet motorveje, hovedveje, signalregulerede kryds og rundkørsler i hele Danmark.
Selvom statsvejnettet nu er overgået til LED-belysning, er der enkelte steder, hvor der stadig står gamle master, som skal skiftes. Det gælder blandt andet Fredericiavej i Vejle og Lyngbymotorvejen i Gentofte og Hellerup.
Kilde: Vejdirektoratet