
Andel og F.C. København har indgået et energipartnerskab, hvor fokus er på grøn omstilling af Parken
Partnerskabet tager afsæt i en stærk fælles vision om at sætte fokus på nødvendigheden af grøn omstilling, og i en femårig periode vil der blive gennemført omfattende energirenoveringer og implementeret nye grønne løsninger i Parken.
I løbet af partnerskabet vil Parken blandt andet indgå en Power Purchase Agreement fra Solcellepark Vedde, der ligger på Sjælland, og det store danske nationalstadion skal kunne inspirere andre og fungere som showcase og udviklingshub for Andels energiløsninger.
– Vores mål er at gøre Danmarks nationalstadion til et fyrtårn for grøn omstilling, hvor innovative energiløsninger viser vejen for, hvordan sport og klimaindsats kan gå hånd i hånd. Med fodbold som en central del af dansk kultur har vi en unik mulighed for at inspirere både virksomheder og fans til at tage aktiv del i den grønne omstilling. Gennem vores energipartnerskab viser vi, at klimakampen ikke kun er en nødvendighed, men også en mulighed for at skabe en grønnere fremtid for alle, siger Andels CEO, Jesper Hjulmand.
Partnerskabet er en del af F.C. Københavns platform, ForKBH, der har til formål at øge klubbens samfundsengagement og bidrag til den danske hovedstad.
Første fase af aftalen indebærer blandt andet:
Indgåelse af Power Purchase Agreement fra Solcellepark Vedde.
Ladeinfrastruktur fra Andels selskab Clever, der gør det lettere for besøgende og beboere i området at oplade elbiler.
Rådgivning om energieffektivitet og forbrugsfleksibilitet, hvor Parkens elforbrug balanceres i forhold til udbud af vedvarende energi og prissvingninger.
Parterne vil sammen udvikle flere løsninger, der fx kan omfatte solceller og batterier, der vil kunne oplades, når elpriserne er lave, og der er masser af vedvarende energi i elnettet.
Kilde: Andel