Fejl og spild i byggeriet koster hvert år byggebranchen milliarder. Det er penge, der i stedet kunne have stået på virksomhedernes bundlinje. Alligevel har branchen i løbet af de sidste 20 år ikke formået at reducere spildet nævneværdigt.
Så nu skal der gøres en indsats, mener Dansk Håndværk, som lægger for med den første i en serie af workshops. Her skal håndværkerne lære, hvordan de minimerer de fejl i byggeprocessen, som fører til unødig brug af materialer og tid.
– Årsagerne findes i hele værdikæden fra projektering og udbud til udførelsen og den efterfølgende vedligeholdelse. Nogle fejl rammer dem, der laver den, mens andre først viser sig i de næste led i kæden. Derfor skal vi samarbejde om at identificere årsagerne til spild, så vi undgår at lave de samme fejl i næste opgave. Det tager vi nu fat på med et tilbud til de medlemsvirksomheder, der arbejder på byggepladserne, fortæller Morten Frihagen, der er direktør i Dansk Håndværk.
På baggrund af deres egne erfaringer skal deltagerne identificere udfordringer og barrierer i forhold til at begrænse spild. Det vil samtidigt tydeliggøre fordelene ved fejllæring. På en efterfølgende workshop bliver deltagerne blandt andet præsenteret for konkrete redskaber til, hvordan de kan bruge systematiseret fejllærling, og dermed opnå en positiv effekt på både den økonomiske og den grønne bundlinje.
Workshoppen er blevet til i samarbejde med Paw Engsbye Rasmussen, der i en årrække har arbejdet med at forbedre byggeriets fejl- og spildkultur.
– Lige nu er det kravene om mindre CO2-udledning, der gør det nødvendigt at ændre den fejl- og spildkultur, der har bidt sig fast i branchen. Vi taler om et spild på mellem 10 og 30 procent af branchens omsætning, så en forbedring vil ikke alene været et godt skridt på vejen for at opfylde det kommende klimakrav til byggeriet. Forskning viser, at det samtidigt kan åbne for et meget stort indtjeningspotentiale for branchen, forklarer Paw Engsbye Rasmussen.
Analyser viser, at spild i byggeriet hvert år koster milliarder af kroner, fordi branchen gentager de samme fejl i byggeprocessen. Alligevel forsømmer man at opbygge viden fra de enkelte projekter, der kan forebygge fejl i nye opgaver. På den måde bider det spild, der opstår, sig fast og bliver ved med at forfølge virksomhederne.
Man vil derfor også anskueliggøre, hvor store værdier der frigøres, hvis virksomhederne følger en fast struktur for ’fejllæring’ på projektniveau.
– Der er ikke noget i vejen med at begå fejl, og vi kan ikke undgå, at det sker. Men at blive ved med at gentage de samme fejl er både økonomisk og miljømæssigt uforsvarligt. Klimakravene til byggeprocessen skærpes de kommende år, men hvis branchen har fokus på at reducere sit spild, vil vi på forhånd være kommet et godt skridt på vejen til at opfylde dem – og endda tjene penge på ændringen, vurderer Paw Engsbye Rasmussen.
Kilde: Dansk Håndværk.