
Kvinder og mænd er forskellige i statur, og derfor sidder mandetøj dårligt på kvinder og kvindetøj passer også dårligt på en mandekrop.
Ikke desto mindre må mange kvindelige håndværkere arbejde i tøj, der er udviklet til mandekroppen, og som derfor er dårligt tilpasset,. Det strammer bukserne de forkerte steder, jakke-ærmerne er for lange og t-shirtene har heller ikke en god pasform.
Maria Rosæfontanus og Mikkeline Abildgaard, to kvindelige håndværkere, er med i Boss Ladies, et projekt der arbejder for at øge kvinders interesse for at søge ind i traditionelle mandefag som f.eks. byggebranchen. Her er emnet arbejdstøj ofte oppe at vende, og kvinderne i Boss Ladies giver hinanden tips om, hvilke mærker, der sidder godt, og hvor man skaffer det.
Godt og velsiddende arbejdstøj er vigtigt. Det handler ikke om at se godt ud, men om at føle sig godt tilpas i jobbet i stedet for at være iført tøj til mænd, der passer dårligt, hæmmer dit arbejde og ser sjusket ud, siger Maria Rosæfontanus, der er tømrersvend på Bornholm.
Som kvindelig håndværker har hun aldrig prøvet andet end at få udleveret arbejdstøj designet til mænd.
Det giver nogle udfordringer. For eksempel t-shirts, der er for løse og hænger fast, huer uden plads til hestehalen og bukser, der gaber så meget om livet, at der er frit kig, når du bukker dig frem. Det er da træls, og jeg tror det skyldes, at de fleste håndværksmestre er mænd og aldrig har prøvet at arbejde i tøj, der passer dårligt, fortsætter hun.
Der er dog steder, hvor man kan finde arbejdstøj, der er tilpasset kvinder. Det finder man bl.a. hos Stark. Det skyldes, at arbejdstøj til kvinder er blevet et indsatsområde for byggecenterkæden. Især i kædens såkaldte Workwear Megastores i Glostrup, Odense, Aarhus og Aalborg, der er blandt branchens største butikker for arbejdstøj.
Med større diversitet på arbejdspladserne – også i de traditionelle mandefag i byggeriet – ser vi også større efterspørgsel på funktionelt og smart arbejdstøj til kvinder. For os er det helt afgørende at kunne servicere kvindelige håndværkere på lige fod med de mandlige. Og det kommer vi til at satse endnu mere på, for der er heldigvis flere kvinder på vej ind i byggeriet, siger kategorichef for arbejdstøj i Stark, Pernille L. Christiansen.
Kæden har arbejdet målrettet på at udvide sortimentet af arbejdstøj til kvinder i mere end tre år. Når kvinder har efterspurgt bedre og mere velsiddende arbejdstøj, har man taget dialogen med de store tøjproducenter som Mascot, Engel, Snickers og Carharrt.
Nu ser vi resultaterne. Mascot har f.eks. udviklet kvinde-udgaver af meget af deres arbejdstøj, der samtidig er blevet meget smartere. Bukserne kan fås med en helt anden pasform, fleecetrøjer og jakker laves med figursyning, og sikkerhedsskoene er lavet over kvinde-læste. Vi ser også nye funktionelle detaljer som stretchbukser, som egentlig kommer fra jeans til kvinder, men nu findes i arbejdstøj til begge køn. Meget moderne arbejdstøj kan faktisk sammenlignes med high-end outdoor beklædning. På den måde har fokus på kvinder generelt øget komforten, hvilket er en forudsætning for at yde et godt stykke arbejde, siger Pernille L. Christiansen.
Muligheden for at vælge mellem forskellige designs og prøve tøjet inden køb spiller ofte også en større rolle for kvinder.
I vores Workwear Megastores har vi typisk 50-100 m2 udelukkende med arbejdstøj til kvinder, så vi dækker bredt og dybt til alle faggrupper som murere, tømrere og malere osv. Alt kan prøves på stedet, og det sætter de kvindelige håndværkere virkelig stor pris på, fortæller Pernille L. Christiansen.
En Megastore fungerer som en ’one-stop-shop’, der også sørger for at sætte firmalogoet på tøjet og kan håndtere alt fra et enkelt sæt tøj til levering af arbejdstøj til store virksomheder med mange medarbejdere.
Kilde: Stark