Som en af de første virksomheder i kabelindustrien har NKT certificeret sit kabelskib NKT Victoria til at kunne operere på HVO. Certificeringen giver NKT mulighed for at reducere CO2-aftrykket fra skibets brændstofforbrug med mere end 98%, hvilket vil udgøre et væsentligt bidrag til virksomhedens ambitioner om at reducere sit samlede CO2-aftryk.
– Med NKT Victorias certificering viser vi endnu en gang vores førende position inden for bæredygtighed i branchen. Dette vil føre til betydelige reduktioner i CO2-udledningen fra vores offshore-operationer og er et nøgleelement i at opnå vores klimamål. Ved at kunne operere på biobrændstof fortsætter vi med at gå forrest og imødekomme vores kunders stigende efterspørgsel på mere klimavenlige produktion- og installation af kabler, siger Claes Westerlind, administrerende direktør for NKT.
I september 2023 validerede Science Based Target-initiativet (SBTi) NKTs kortsigtede dekarboniseringsmål. HVO-certificeringen af NKT Victoria er et vigtigt skridt for at nå det SBTi-godkendte mål om at reducere scope 1 og 2 med 90% i 2030 i forhold til 2019. Biobrændstof er et diesellignende brændstof, der er fremstillet af biologisk affald uden brug af fossile ressourcer.
NKT Victoria blev indviet i 2017 og er et af verdens mest avancerede og brændstofeffektive kabelskibe. Hun er i stand til at lægge to HVDC og fiberoptiske kabler på samme tid samt HVAC-kabler og dybhavsinstallation. Med mulighed for at bruge biobrændstof styrker NKT Victoria sin position som et af de mest energieffektive kabelskibe i branchen.
Certificeringen af NKT Victoria blev udført af DNV.
Kilde: NKT