
Selvkørende biler skal have en masse information om den omkring-liggende virkelighed for at kunne fungere. Hidtil har der grundlæggende været to veje. Enten via kameraer eller via radar-systemer.
Og når vi taler radar er det ikke bare de nuværende systemer, men de hundedyre Lidar (light detection and ranging).
Dem har bilproducenten Tesla aldrig være fan af, og man dropper nu også de mere velkendte radar-systemer, og går i stedet over til kun at have kamera-baserede sikkerhedssystemer.
Og den amerikanske producent er ikke ene om at have det svært med Lidar. Også Toyota vil satse på kamera-teknologi. Dog uden helt at droppe Lidar.
Ifølge Toyota er kamera-teknologien 90 procent billigere end Lidar, men modsat Tesla, som konsekvent aldrig har satset på eller ville anvende Lidar, vil det være anderledes hos Toyota.
Biler til det almindelige marked vil have et kamerabaseret system, mens kommende, selvkørende robottaxa´er vil været udstyret med Lidar.
Andre producenter er heller ikke så begejstret for at droppe Lidar. Waymo, Googles satsning på selvkørende biler, anvender både kamera og Lidar. Geely, der kinesiske firma, der står bag bl.a. Volvo, Lotus, Lynx & Co samt andre mærker, går nærmest den helt modsatte vej.
Her forventes det, at Lidar bliver en del af standardudrustningen i deres kommende modeller.
Og vil det så gøre en forskel?
Tjah, det vil tiden nok vise. Teslas grundlægger, Elon Musk, er kendt for sin nærmest ekstreme overoptimisme. I hvert fald kunne en Tesla ikke køre helt selv fra kyst til kyst i USA, som han påstod den ville – i 2017. Men nu skulle det være tæt på – igen, lover han.