Kirker kan blive den helt store snublesten, der kan forhindre et stort antal landvindmøller. Det mener Kommunernes Landsforening som reaktion på en planlov, der vil give kirkers stifter vetoret over, hvorvidt der skal stilles vindmøller op i en kirkebygnings nærhed.
Nye kort fra KL på baggrund af tal fra Kirkeministeriet viser, at kirkers stifter med den nye lov kan nedlægge veto mod al vedvarende energi inden for en kilometers afstand fra en kirkebygning. For vindmøller på 250 meter har kirkernes stifter vetoret op til to kilometer fra kirkens arealer. Det svarer til halvdelen af Danmarks samlede areal.
– Det siger sig selv, at det ikke er en gangbar vej, at regeringen lægger op til at give kirker vetoret til at bekæmpe vindmøller over halvdelen af landets areal. Særligt nu, hvor det er afgørende at sikre momentum i den grønne omstilling, er det i den grad på tide at få stoppet kirkers særret mod opførelse af vedvarende energi. Derfor har vi også sendt et fælles brev til kirkeministeren og klimaministeren, hvor vi kraftigt opfordrer regeringen til at overveje konsekvenserne af lovforslaget, der netop har været i høring, siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg.
Forslaget sætter for første gang en konkret afgrænsning på de rammer, som kirkerne kan bestemme over, og den er vej, som KL ikke mener er farbar. Den hører derimod fortiden til.
– Kirkers konkrete særret er stort set dét eneste konkrete initiativ, vi har set fra regeringen, siden kommunerne for halvandet år siden blev bedt om at firedoble grøn strøm på land. En ret som tilmed spænder ben for den grønne omstilling og hører fortiden til, slår Birgit S. Hansen fast og fortsætter:
– Der er faktisk flere statslige love og nationale interesser, der forhindrer, at vi hurtigst muligt får markant flere solceller og vindmøller. Derfor skal der nye og bedre rammer til, hvis kommunerne skal stå på mål for Folketingets energimål. Og her er kirkers vetoret et stort skridt i den forkerte retning.
Kilde: KL