
Kul, der er blandt de mest forurenende energiformer, vi typisk anvender herhjemme, er ved at blive sendt på pension som led i den grønne omstilling.
Kulforbruget bliver ved med at falde. Sidste år faldt det over 30 procent, viser tal fra Energistyrelsen foreløbige energistatistik.
– Kul er hastigt på vej til at høre fortiden til i dansk elproduktion. Det bekræfter udviklingen i 2024. Udfasningen af kul er en helt central brik i den grønne omstilling og afgørende for at opfylde Danmarks ambitiøse klimamål. Derfor er det glædeligt, at vi kan konstatere, at kulforbruget er faldet markant sidste år. Vi er hastigt på vej mod en helt grøn elforsyning i Danmark, siger vicedirektør i Energistyrelsen Stine Leth Rasmussen.
Siden 2010 er Danmarks kulforbrug faldet med næsten 90 procent. I løbet af 2024 blev anvendelsen af kul indstillet på både Fynsværket og Esbjergværket, så i el- og fjernvarmeproduktionen er kul nu kun hovedbrændsel på Nordjyllandsværket. Herudover bruges kul fortsat i visse industrier.
Blandt andet som konsekvens af det store fald i kulforbruget faldt Danmarks faktiske CO2-udledning fra energiforbrug 4,4 procent fra 25,7 mio. ton i 2023 til 24,6 mio. ton i 2024.
Det faldende forbrug af kul er et vigtigt led i vejen mod et grønnere Danmark. Men også øget produktion af energi fra vedvarende kilder peger Danmark videre i den grønne omstilling. Den foreløbige energistatistik viser, hvordan vedvarende energi, primært fra biomasse og vindkraft, mere end opvejede faldet i kulforbruget.
Kilde. Energistyrelsen