![](https://www.elfokus.dk/wp-content/uploads/sites/3/fantasi.jpg)
En del boligejere har et noget lyserødt og fantasifuldt blik på deres egens boligs energimæssige tilstand. Det må være konklusionen oven på en undersøgelse som YouGov har lavet for Gjensidige.
60 procent tror de lever i et hus med de allerbedste energimærker, altså A og B, mens kun ni procent erkender, at de hører til i den tunge ende med energimærkerne E, F og G.
Hvis det var tilfældet, var der ingen panik med at nå de 70 procent CO2-reduktion. Desværre har hovedparten af boligejerne skyndt godt og grundigt ved siden af.
Kun 25 procent af boligerne, og ikke 60, er oppe i A og B. Til gengæld er det hele 20 procent, der har en hverdag i en bolig med energimærkerne E, F eller G, og ikke bare ni procent, som undersøgelsen viser.
– Det kan være udtryk for, at nogle overvurderer deres egen bolig og overser et potentiale for at tage hul på fornuftige og nødvendige energirenoveringer i deres bolig, siger Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige.
Der er næsten 680.000 aktive energimærker for en- og flerfamiliebygninger i Danmark, viser de seneste tal, som Energistyrelsen har udleveret til Gjensidige. Et energimærke viser bygningens energiforbrug og hvilke forbedringer, det kan betale sig at gennemføre. Det er især nybyggeri, som kan opnå energimærke A, men ældre boliger kan også løfte deres energimærke væsentligt, hvis man sætter ind med de rigtige renoveringer, understreger Lene Rasmussen.
– For mange boligejere handler det om at overveje isolering af hulrum, udskiftning af vinduer og døre, og måske en ny energikilde. Men der er stor forskel på at energirenovere et gammelt og et nyere hus, og i nogle tilfælde er det faktisk godt, hvis energimærket kan løftes til C eller D, siger Lene Rasmussen.
Kilde: Gjensidige