Den østjyske energi- og fiberkoncern AURA har afholdt valg til repræsentantskabet, og navnene på de 94 medlemmer i koncernens øverste myndighed er nu på plads. Og der bliver brug for navneskilte på det første møde, for hele 41 medlemmer er nyvalgte, hvilket svarer til 45%.
– Det er et positivt og meget markant resultat. Vi har fået en langt bredere repræsentation i vores nye repræsentantskab, såvel hvad angår køn som alder. Det er et væsentligt skridt frem mod opfyldelsen af vores mål om større diversitet, siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA.
Interessen for at stille op til valget har været større end nogensinde, og der var da også kampvalg i seks af de syv valgområder. Kun i et enkelt valgområde var der ikke kandidater nok, og derfor er repræsentantskabet i de kommende fire år på 94 medlemmer og ikke på 99, som vedtægterne ellers giver mulighed for.
Som noget nyt ved dette valg gav AURA mulighed for at bruge en kandidattest, som vi kender det fra kommunal- og folketingsvalg. Det har været meget populært hos andelshaverne, for mere end 46 % af de andelshavere, der har afgivet stemme, har været inde og bruge kandidattesten.
Første opgave for det nye repræsentantskab bliver at vælge AURAs nye bestyrelse. Dette sker på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 12. december, hvor der skal vælges 11 bestyrelsesmedlemmer.
Se AURAs nye repræsentantskab her
Kilde: Aura