Stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller A/S har hidtil lejet faciliteter på Nordager i Koldings nordlige udkant. Men da kommunen sidste år ændrede på kommuneplanen, bød der sig nye muligheder til, og virksomheden har derfor købt sit ejet logistik- og administrationscenter i Kolding af ejendommens nuværende ejer.
Virksomheden står overfor en kommende, markant udvidelse af det automatiserede centrallager, og med de ændrede planer er det er mulighed for at opføre et højlager på den ca. 135.000 kvm. store grund på Nordager. Dermed er rammebetingelserne for moderne logistikvirksomhed til stede på adressen, hvor Lemvigh-Müller allerede har placeret en væsentlig del af sine aktiviteter.
– Vi søger kontinuerligt at kunne tilbyde effektive og højteknologiske løsninger til vores kunder. Derfor foretager vi nu meget betydelige investeringer i fremtidens logistikløsninger og en markant udvidelse af faciliteterne. I den kontekst vurderer vi, at vi selv er den bedste ejer af ejendommen fremover, fastslår Lemvigh-Müllers CEO, Christian Søgaard-Christensen.
Han forventer, at arbejdet med at byggemodne grunden vil starte allerede her i sommer. Når det nye logistikcenter står klart, forventer Lemvigh-Müller at føje yderligere ca. 24.000 kvm. og omkring 150 ansatte til de cirka 450, som grossistvirksomheden beskæftiger i Kolding i dag.
Lemvigh-Müller overtager bygningerne og grunden 1. juli 2024.
Kilde: Lemvigh-Müller A/S